Vi kommer ikke uden om det: uden Kyndbyværket ville vores lille skønne plet Kyndby Huse direkte ud til Isefjorden ikke eksistere!

Vi kommer ikke uden om det: uden Kyndbyværket ville vores lille skønne plet Kyndby Huse direkte ud til Isefjorden ikke eksistere!

Det hele startede med, at en række sjællandske forsyningsselskaber uden for København gerne ville have et fælles elektricitetsværk for hele Sjælland. De besluttede at igangsætte byggeriet af Isefjordværket i 1937. I 1942 ændrede det navn til Kyndbyværket. Værket var Danmarks største kraftværk i 1970erne, i dag fungerer det som Sjællands ”hjertestarter”.

Værket skulle placeres på en opfyldning i Isefjord uden for den oprindelige kystlinje. Det var et meget afsidesliggende sted, hvor der først i forbindelse med opbygningen af værket blev opført asfalteret vej helt ud til vandet. Selskabet besluttede derfor også at opføre et antal boliger til nogle af de ansatte, så de ansatte ikke havde så langt til arbejde, og så man kunne fastholde arbejdskraften.

Det er i dag disse tidligere arbejder- og funktionærboliger, der udgør Danmarks nok største andelsby med i alt 158 huse. Som et led i liberaliseringen på el-markedet satte Energi E2 boligerne i Kyndby Huse til salg. Beboerne havde ganske få uger til at beslutte sig for at lade sig opkøbe eller selv at finde en løsning. Den 9. april. 2002 blev Kyndby Huse Andelsboligforening stiftet.

Vi er en aktiv landsby med et godt sammenhold om mange forskellige aktiviteter. I vores Kulturhus kan du altid tage en omgang pool eller billard, låne en bog, benytte dig af træningsrummet, deltage i vores månedlige fællesspisning eller et af de andre arrangementer vi laver, f.eks. som det seneste 1. søndag i advent, hvor vi mødtes til juletræstænding med efterfølgende julehygge for store og små. Vi mødes også til fastelavn, sommerfest, Sankt Hans og indimellem arrangerer vi små koncerter, da byen har flere musikalske beboere. Nogle beboere mødes til billardturneringer, andre går på yoga- eller deltager på zumbaholdet. Alle kan blive medlem af Kulturhuset ved henvendelse på vores kontor på Kyndbyvej 82A. 

For nogle år siden fik vi lov til at leje den lille havn ved værket. Her har vi fået lavet en lille jollehavn med 28 små bådpladser, hvorfra der er masser af liv sommeren igennem. Hvert år i maj måned afholder vi årets Hornfiskekonkurrence, og vi oplever en stor deltagelse og interesse fra folk udefra, så kære læser, du skal være hjertelig velkommen med fiskestangen næste år. 

Er du naturinteresseret byder kysten og skrænterne på unik botanik med mange sjældne plantearter, f.eks. himmelblå lungeurt, storblomstret brunelle og skovkløver. Kyndby Kystskrænter nord for de såkaldte strandhuse blev fredet i 1989. Skrænterne og hele kystområdet på begge sider af byen blev i 2012 udpeget til Natura 2000-område. For snart 4 år siden flyttede jeg herover på den ”forkerte” side af broen. Det har jeg ikke fortrudt. Man føler sig meget velkommen og det er let at blive integreret i byen og få nye bekendtskaber. De senere år er der flere ude fra, som har fået øje på Kyndby Huse med de billige andelshuse beliggende naturskønt ved skov og fjord. Mange er tilflyttere fra København og for tiden har vi ligefrem venteliste på nogle af husene.

Er du nysgerrig på vores lille by og område kan jeg opfordre til at køre en tur ud for enden af Kyndbyvej og måske gå en tur ad stien langs fjorden ud til Sømer skov.

På www.abfkh.dk kan du læse meget mere om vores lille by og løbende se andelshuse til salg.

Forfatter: Joan Ostenfeldt, oprindelig fra St. Rørbæk og Frederikssund. Andelshaver i Kyndby Huse,
bestyrelsesmedlem i andelsforeningen, webmaster på byens hjemmeside, ansvarlig for FB siden ”Salg af andelsboliger Kyndby Huse” og bidragsyder til FB siden ”Hornsherred – landet mellem Fjordene”. 

Andre artikler fra denne uge

Danmark Spiste Sammen


Fællesspisning af brændende kærlighed – uden rødbeder. SKIBBY: 54 deltagere havde fundet vej til Ældre Sagen Skibbys arrangement i samarbejde

Læs mere »