Danmark Spiste Sammen

Danmark Spiste Sammen
54 deltagere havde fundet vej til Ældre Sagen Skibbys arrangement i samarbejde med Folkebevægelsen mod ensomhed.

Fællesspisning af brændende kærlighed – uden rødbeder.

SKIBBY: 54 deltagere havde fundet vej til Ældre Sagen Skibbys arrangement i samarbejde med Folkebevægelsen mod ensomhed fredag 19. april kl. 17.30 i Gymnastiksalen, Nyvej 7 B, Skibby.

Deltagerne strømmede ind, da dørene blev åbnet kl. 16.45. Så der var tid til at finde en plads, købe drikkevarer til maden og få snakket. Og det blev udnyttet.

Kl. 17.30 bød Gitte Svendsen velkommen, gennemgik planen for aftenen samt fortalte, at det var næstsidste gang, at hun var vært for Danmark Spiser Sammen. Fandt man ikke en afløser, ville denne aktivitet udgå.

Aftenens menu var brændende kærlighed. Det smagte bare godt og der blev gået til den. Da middagstallerknerne var samlet sammen, blev der serveret kaffe med hjemmebagt kringle.

Gitte fik på dette tidspunkt en henvendelse fra en af deltagerne, der viste interesse for at overtage jobbet med at planlægge og udføre Danmark Spiser Sammen. Så fremtiden ser lovende ud.

Ved 20.30 tiden var snakken ved at forstumme og tid til at gå hjem. Alle havde haft en hyggelig aften med god mad i et godt selskab. Men der manglede rødbeder.

Andre artikler fra denne uge