Ugens klumme af Mikkel Stolt

0

Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.

 

Jeg troede ellers, at 2019 var et vildt nok år for mig, hvor jeg og dyrlægen flyttede på landet og i øvrigt skulle omstille tilværelsen på flere måder, og så sidder man her i år to tusindogkarantyve, og er allerede ved at øve sig på det pensionistliv, der ellers burde ligge flere år ude i fremtiden: Vi sidder alene i vores hus eller på verandaen og løser krydsord, læser og kigger ud over landskabet, nikker til de andre man passerer på landevejen eller i skoven på god afstand, inden vi tager den lille bil til supermarkedet og køber tre liter papvin (af gangen). Vi kommer ikke engang ind til købstaden. Endsige til hovedstaden, hvor vi ellers har en slags arbejde begge to. Men som jeg plejer at sige: det er ikke noget problem at holde afstand til andre mennesker, hvis man i forvejen ikke tror, man kan lide dem.

Omstillingen sidste år var total og chokerende: Væk fra en lejlighed midt på Frederiksberg og et lille sommerhus på det vestlige Hornsherred. Det havde ellers været lige som jeg ville have det, men jeg vidste godt, at dyrlægen gerne ville flytte rigtigt ud af byen, og de første planer om at bygge nyt på sommerhusgrunden blev skrinlagt af flere årsager. Blandt andet fordi at vi tænkte, at det måske alligevel ville blive for øde, når vi blev ældre. Så da chancen bød sig for at købe et hus, der gik lige op med prisen på vores lejlighed, og som oven i købet lå i udkanten af det, man med lidt god vilje kan kalde en by, så slog vi til. Men var det nu klogt?

Vi kendte to af vores nye naboer i forvejen, og det kunne lige gå an, men vi fik jo altså endnu flere rundt om os. Man skal bare sidde på kroen med en fadøl, så kommer der en hen og afbryder den tilstand af behagelig afsondrethed, man troede, der herskede herude. Og så var der det med, at der absolut skulle laves et kulturhus, så man rigtigt kunne ”komme hinanden ved”, og man gør jo, hvad man kan for ikke at falde igennem. Så vi troppede op til arrangementerne og foredragene med vores stivnede storbysmil, og lod som om, vi morede os og blev klogere. Og da der blev lavet en dart- og billardklub, som måtte jeg finde mine gamle pile frem fra gemmerne, så folk ikke troede, at jeg ikke var ordentligt opdraget og ikke kunne spille dart. Men alt det satte coronaen jo heldigvis en stopper for.

Og så er der det evindelige spektakel. Da vi droppede sommerhusnaturgrunden for en landsby, troede vi da i det mindste, at vi slap for fuglejammer. Men næh nej, her er der skrig og skrål fra viberne på engen, fra de evindelige gæs, der ikke kan beslutte sig til, om de bedst kan lide markerne på den ene eller anden side af fjorden, og fra stærene, der bare sidder og klikker så ulideligt. Hvad laver de egentlig? Telegraferer? Havørnen holder da heldigvis som regel sin kæft. Men så er der alle de turister, der kommer rendende for at se netop dén, så vi overvejer seriøst at sætte en bom op nede på Skovvejen, så kun folk med reel og dokumentérbar interesse for ornitologi kan komme igennem. Eller hvis de kan fremvise en fiskestang. Og ellers har 250 kroner.

For er her øde nok med alle de venlige naboer og dyr? For nu ved man jo, at det er meget hyggeligere at sidde derhjemme i fred og ro. Og savner man på den anden side ikke lidt at sidde i en stuelejlighed i storbyen og kigge ud på noget halvfærdigt metro-byggeri, 24 smittefarlige børnehavebørn på legepladsen og en baggård, hvor hørmen fra folks take-away fra mindst tretten regioner rundt om i verden trænger den forkerte vej ind gennem emhætten?

Så mit spørgsmål er, hvordan man ved, om man lider af personlighedsforstyrrelse?

Mikkel Stolt, f. 1965, filminstruktør og forfatter, som en gang i mellem falder for fristelsen til at behandle virkeligheden satirisk (hvilket man også kan opleve i romanen Åndsvage Ozelot). Flyttede i 2019 fast til Sønderby sammen med sin kone, der er dyrlæge og forsker på universitetet.

Deltag i debatten
Share.

About Author