KIRKE HYLLINGE: Torsdag 11. juni kl. 19.00 er der koncert med Dissing & Las featuring Hemmer i Kirke Hyllinge Kirke.
Dissing & Las er på kirketurné med nogle af Dylans store sange, der matcher kirkerummets grandiose stemning. Med sig har de organist Dan Hemmer, som er en mesterlig musiker, der udover at have spillet med Gud og hver mand i alle genrer, er uddannet kirkeorganist og til daglig ansat i Kirke Hyllinge og Lyndby kirker.
Lige siden tidernes morgen har Dissing & Las kendt Bob Dylan. Fra hans tidlige ungdom i Minnesota og rejsen mod tinderne i New York, gennem hans storhedstid som superstjerne til allerhøjst respekteret Nobelprismodtager. Han er blevet deres ven og mentor. Hans livsværk har taget dem på lange turnéer gennem Amerikas afkroge, ind i det menneskelige sind, udover oceanernes vidder mod fjerne lande og på rejser, der har udvidet alle horisonter.
Bob Dylan har altid været dybt inspireret af Biblen og brugt referencer i sin poesi. Det er nogle af de sange Dissing & Las har fundet frem, og synger med stor indlevelse.
Med Dissing, Las og Hemmer kan du nyde de stærke sange fremført af landets bedste Dylanfortolkere i et møde med kirkeorglets imponerende brusen. Det bliver himmelsk!
Billetpris 100 kroner, og billetter kan købes på Billetto fra 1. maj.
/TS







