– Sorg er en del af livet

– Sorg er en del af livet
Fra v. sognepræst Mette Marie Ladekær Gräs og sognepræst Mette Griffenfeldt Merrald.. Foto: Conny Probst

Mette Marie Ladekær Gräs, sognepræst i Rye og Kirke Sonnerup, og Mette Griffenfeldt Merrald, sognepræst i Kirke Hyllinge og Lyndby, er gået sammen om at oprette en sorggruppe for voksne i Lejre Provsti. Med sig har de psykoterapeut Lotte Eskesen.

Af journalist Conny Probst

LEJRE PROVSTI: Der er mange følelser og tanker, som knytter sig til det at miste et menneske, der har betydet meget for en.

Det kan være vrede, taknemmelighed, ensomhed, lettelse, glæde, sorg, rådvildhed, skam.

Ingen følelser er forbudte, og det har stor betydning at kunne tale med andre om disse følelser og tanker.

Derfor tilbyder Lejre Provsti nu alle provstiets borgere at deltage i en samtalegruppe.

– Gruppen henvender sig til voksne borgere i vores sogne, som har mistet venner, familiemedlem, ægtefælle. Sammen med terapeuten rammesætter vi en samtale, hvor alt kan bringes frem.

– Der er ikke noget, der er for småt eller for stort eller for skævt, understreger de to sognepræster, Mette Marie Ladekær Gräs og Mette Griffenfeldt Merrald.

– Vi har talt meget om, hvor samtalegruppen skulle mødes og valgte, at det skulle være i kirken.

– Vi skal ikke ”forkynde”. Men vi kan sætte nogle trygge rammer op, hvor man kan føle sig velkommen og får lyst til at dele sine erfaringer, siger Mette Marie Ladekær Gräs.

Ingen forbudte følelser

– Vi har ikke berøringsangst for at tale om, hvad der sker efter døden. Og fra alle bisættelsessamtalerne kender vi den sorg, det er at have mistet.

– Og psykoterapeut Lotte Eskesen har stor erfaring med at tale om følelser og traumer. Det giver også en tryghed og en ro. Som præst tror jeg, at det er vigtigt, at det ikke er et ”forløb”, man skal igennem.

– Alle skal have oplevelsen af at blive inkluderet. Uden nødvendigvis at skulle sætte en masse ord på sin situation. Det er også tilladt at ”sidde over”. Vi skal være der og have respekt for den sårbarhed, deltagerne vil have under samtalerne, siger Mette Griffenfeldt Merrald.

– Sorgsamtalerne skal skabe et trygt rum, hvor man kan sætte ord på det, der er svært, og sætte en samtale i gang.

– At man får taget sine sorgerfaringer til sig som en dels af ens liv. Ikke gøre sorgen mindre, men gøre den til en del af ens liv. Og få en forståelse for, at man ikke er ene om at have sorg.

– Der er ikke en ”forkert” sorg. Der er ikke ”forbudte” følelser i det.

– Dødsfald er forskellige, og det er forskelligt, hvad man står tilbage med.

Man kan fortælle meget eller lidt – alt efter ens behov.

– Målet er ikke at løse problemerne eller komme med gode råd. Målet er at have et sted, hvor vi kan dele de følelser og tanker, man har i relation til et dødsfald.

– Sorg er en del af livet – og livet banker på alligevel, siger de to præster.

Praktisk

Gruppen faciliteres af et tværfagligt team bestående af to sognepræster og en terapeut.

Forløbet strækker sig over otte gange af to timers varighed.

Deltagerne mødes torsdag aften hver anden uge i Rye Kirke, Ejbyvej 12 – første gang torsdag den 16. maj klokken 19 – 21.

Undervejs holder man en lille pause, hvor der byder på kaffe og vand.

Hver gang slutter sorgsamtalerne med en lille refleksion ved en af præsterne og et Fadervor.

Man er velkommen i gruppen, også selv om man ikke sædvanligvis har sin gang i kirken. Og man er velkommen, uanset hvor lang tid det er siden, at man har mistet.

Andre artikler fra denne uge

Danmark Spiste Sammen


Fællesspisning af brændende kærlighed – uden rødbeder. SKIBBY: 54 deltagere havde fundet vej til Ældre Sagen Skibbys arrangement i samarbejde

Læs mere »