Bænken

Bænken

Af Hans P H Jakobsen
Løvkærgaardsvej 11
4070 Kirke Hyllinge

Julen er overstået, og alle har fået deres ønsker opfyldt håber jeg.  Så kommer Nytårsønskerne. Stoppe med at ryge, tabe sig, mindre kød og ikke for meget rødvin? 

Nej, det er slet ikke der, vi er. Jeg ønsker mig en bænk, ikke kun til mig men til alle vores medborgere.   

Det kræver selvfølgelig en forklaring: Vi har fået et godt stisystem i og omkring Kirke Hyllinge. Man kan gå hele turen rundt. God motion, men der mangler en bænk hist og her til dem, der ikke orker hele turen. 

Der står godt nok et par bænke på turen, og det er fint. Mit ønske er en bænk på strækningen fra Stendyssen bag tennisbanerne og ned langs boldbanerne mod nord vest. 

Efter min mening et vidunderligt sted på stien. Der er ingen biler og ingen støj, men en vidunderlig udsigt til Møllergården og alle markerne med årstidens forskellige afgrøder, ikke at forglemme når alle køerne kommer helt op til stien. Der er et skønt fugleliv og markens dyr som harer, agerhøns og råvildt – godt nok ude i det fjerne – men de er der. 

Og så det bedste; af og til en helt vidunderlig solopgang som skal opleves. 

Jeg er sikker på, at mange som kun vil gå en lille tur, vil gå til bænken, lade tankerne falde til ro, hvile lidt og nyde naturen – måske med en kop kaffe. 

Hvem skal betale? Kunne det tænkes, at vores forretninger og det øvrige erhvervsliv ville donere en solid bænk med et blankpoleret messingskilt ”Til byens borgere, d.d. 2019. Doneret af??”.

Det er set mange andre steder, så hvorfor ikke også i Kirke Hyllinge.

Andre artikler fra denne uge