Af Tomas Skov
FREDERIKSSUND: Tjeneren Andreas Philip Halgstrand Leth og kokken Nicklas Willaume Jonasen har overtaget forpagtningen af Restaurant Toldboden siden 1. september.
De to har arbejdet tæt sammen gennem de seneste år på Restaurant Amélie på Operaen i København som henholdsvis assisterende restaurantchef og køkkenchef. Inden da har Nicklas arbejdet som kok på Ruths Hotels i Skagen, mens Andreas blev udlært som tjener på Dragør Strandhotel.
Nu var tiden imidlertid moden til at stå på helt egne ben, og derfor søgte makkerparret efter spisesteder i en bred omkreds af København.
– Vi kiggede på forskellige steder, men vi kunne begge godt lide udendørsområdet og havnemiljøet på Toldboden i Frederikssund. Nu starter vi op til vinteren, men jeg ser et sort potentiale i beliggenheden i sommersæsonen, vurderer Andreas Philip Halgstrand Leth.
De nye forpagtere er kommet godt i gang på havnen siden overtagelsen, der også har budt på solrigt sensommervejr.
– Vi er kommet godt fra start med både selskaber og daglige gæster. Det har hjulpet med et dejligt efterårsvejr, hvor mange går ud og spiser, fortæller tjeneren.
Jagter balancen
De er endnu i gang med at eksperimentere sig frem til deres kulinariske udtryk i de nye rammer, men ambitionen er at bringe havet mere ind i menukortet.
– Vi vil gerne se mere fisk og skaldyr på kortet. Dog vil vi stadig føre en række kødretter, som folk ikke vil undvære. Vi er stadig i gang med at finde vores dna, men vi er meget lydhøre overfor, hvad der efterspørges lokalt. Vi har en idé om vores køkkentype, men vi afprøver balancen mellem kød, fisk og budget, fortsætter Andreas.
Makkerparret ser nu også frem til de kommende julefrokoster, som bliver klassisk julemad med et moderne twist baseret på danske råvarer.
– Det kommer i tre omgange, som er fra havet, det varme og det søde, siger restauratøren.
Julefrokosterne på Toldboden begynder fra tirsdag 10. november og kører frem til 27. december – naturligvis undtaget juleaften og helligdagene.
– Derefter fortsætter vi med nytårsmenuer ud af huset, slutter restauratøren.








