Ugens klumme af Victor Greve

0

Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.

Menneskelige restriktioner

Efter godt tre uger som feltpræst for de danske styrker i Afghanistan, skulle jeg rejse hjem igen, og turen skulle vise sig at blive lang og begivenhedsrig. Afrejse fra Camp Bastion med et ophold på 12 timer i Dubais lufthavn, for dernæst at flyve til Doha, vente her i 5 timer, for så endelig, at lette mod Kastrup og køre de sidste timer i bil, før jeg var hjemme! 

H.C. Andersen sagde som bekendt: ”At rejse er at leve”, men han har heller ikke været i Dubai eller Doha lufthavn, hvor der kaldes til bøn fem gange dagligt. For mig føltes det, som om der blev kaldt til bøn hvert kvarter! Efter at have spankuleret Dubai lufthavn tynd og spist og drukket mig en dom til, nåede jeg endelig midt om natten skranken, hvor jeg skulle tjekke ind til mit fly. 

”Sorry Sir”, lød det fra den pæne araber. ”Men, hvor er dit boardingpas?” Blandt mine mange papirer, troede jeg, så enfoldig som jeg er, at også mit boardingpas lå. Men nej, væk var det. Så jeg kunne ikke komme med flyveren! Panik, panik … træthed og forspisthed og den evindelige kalden til bøn, havde præget sind og sjæl. Den pæne araber mente dog, at jeg nok kunne tage et fly senere og alligevel nå forbindelsen fra Doha til Kastrup, jeg skulle bare lige tjekke ind igen og rekvirere et boardingpas, i den anden ende af lufthavnen!

 Jeg stavrede hen til skranken i den anden ende af lufthavnen og fik at vide, at jeg skulle ringe på følgende nummer, for at tjekke ind. Nummeret var alenlangt og der var kun en diktatorisk stemme i røret, som bad mig ringe indenfor deres træffetider. Jeg faldt nærmest om på det blåtonede gulvtæppe, som lige så stille opslugte mig med al min fortvivlelse.  

Den høflige araber forbarmede sig til sidst over mig, og gav mig det livsvigtige boardingpas. Ved skranken stod der også en højgravid muslimsk kvinde og diskuterede med den ellers så høflige araber. Han kunne kun engelsk, og hun kunne kun tysk, og hun bad mig derfor hjælpe. Det viste sig, at hun skulle betale ekstra, fordi hun havde for meget bagage. Dette ville hun ikke. Hun havde allerede betalt! 

Det endte med, at jeg betalte, så hun kunne rejse hjem til sin familie i Tyskland. Det vil sige, at hun lånte pengene, da hun hverken havde penge eller kontokort. Den ellers så høflige araber var målløs, og skældte mig nærmest ud og rystede på hovedet af mig. Han kendte disse kvinder, de lavede altid bøvl, og ved sidste udkald fandt de altid på mirakuløst vis nogle penge frem. 

Jeg sagde, at man nogle gange skal stole på sine medmennesker og at det jo bare var et lån, hun ville overføre pengene, når hun kom hjem. Han rystede endnu engang på hovedet! 

Jeg fik ikke lov til at gå mange skridt, førend den ene fremmed efter den anden kom hen til mig og spurgte, om jeg var den, der havde givet en ukendt kvinde penge! 

Jo, det var mig. Jeg vidste ikke rigtigt, om de grinede af mig eller fik respekt for mig. Hjemme igen, tænkte jeg ikke yderligere over episoden, indtil der en dag, 3 uger efter hjemkomsten, kom en besked fra banken om, at jeg havde modtaget et beløb fra den muslimske kvinde som jeg havde lånt penge samt et ”Danke Schön!”

Med hvert nyt menneske følger også en mulighed for at se tilværelsen fra et andet perspektiv. På den måde forandres man. Og verden forandres. Indsatsen er nysgerrighed og åbenhed, at man ikke på forhånd sætter nogen i bås, men møder den anden netop som en rejse.

H.C. Andersen havde ret. ”At rejse er at leve”. Så kast dig ud i livet, rejs og vær glad for sommeren er endelig kommet til Danmark og Du må atter rejse og om ikke så længe er mundbind forhåbentligt en saga blot, så vi atter igen kan genkende næsten når han eller hun står overfor os og kalder på os, når vi mindst forventer det. For i mødet med næsten viser virkeligheden sig uanset slør eller mundbind, – for i sidste ende afhænger det sete af øjnene der ser bag om alle masker og facader, som vi mennesker bærer på, for det er kun med hjertet at man kan se rigtigt, – selvom det også nogle gange kan koste mere end du har råd til, men prisen er det værd!

Af Victor Greve
Victor Greve er født i Grønland og blev cand. theol. i 2002. Han har været sognepræst i Sydslesvig og i Jørlunde. I 2005 blev han uddannet som feltpræst og har været udsendt til Afghanistan og Irak. Victor Greve har været sognepræst Skuldelev-Selsø sogn siden 2019.  

Deltag i debatten
Share.

About Author