Stærk jobvækst sender kommunen i front i Nordsjælland.
Af Tomas Skov
FREDERIKSSUND KOMMUNE: En ny analyse fra Lederne fastslår, at jobfremgangen i Nordsjælland er størst i Frederikssund Kommune. Fra 2023 til 2025 har Frederikssund Kommune haft en jobtilvækst på 3,5 procent svarende til 792 personer, hvilket indbringer kommunen en førsteplads blandt Nordsjællands kommuner.
Lejre Kommune har som bekendt en anden erhvervsstruktur med flere mindre virksomheder, og kommunen må derfor tage til takke med en jobfremgang i samme periode på 1,7 procent svarende til 247 personer.
Den overordnede konklusion i rapporten er, at jobfremgangen hovedsageligt er sket i og omkring storbyerne og dele af Sjælland. Både Frederikssund og Lejre kommuner er således begge i den attraktive ende af tabellen, da adskillige kommuner – primært i Syd- og Vestdanmark – har oplevet decideret faldende beskæftigelse i perioden. Næsten hver fjerde kommune har oplevet faldende beskæftigelse de seneste to år. I alt har 23 kommuner oplevet tilbagegang – og 18 af disse er landkommuner.
Viva Vestegnen
Beskæftigelsen i hele landet er steget med omkring 62.000 personer i perioden, hvilket svarer til en stigning på 2,1 procent. Fremgangen i beskæftigelsen er hovedsageligt sket i og omkring storbyerne, dele af Sjælland samt Trekantområdet.
De fem kommuner med den største procentvise stigning i beskæftigelsen de seneste par år er imidlertid hovedstadskommunerne Glostrup (12,3 pct.), Herlev (9,5 pct.), Albertslund (8,0 pct.), Brøndby (7,8 pct.) og Høje-Taastrup (7,1 pct.).
Fyrtårne og SMV’er
Selv om tallene for Frederikssund Kommune trods alt ikke når de højder, glæder direktør i Frederikssund Erhverv Jens Hald sig naturligvis over placeringen.
– Det er meget glædeligt med fremgangen. Den positive udvikling viser, at vi har nogle stærke fyrtårne i form af vores store produktionsvirksomheder, som viser vejen. De prioriterer at udvikle sig her lokalt og skabe flere arbejdspladser. Og så har vi desuden en større underskov af SMV’er – herunder håndværkervirksomheder – som også gør det flot.
Han understreger dog, at der stadig er plads til flere nye virksomheder i kommunen.
– Vi er klar til at tage imod flere dygtige og ambitiøse virksomheder, som kan se værdien af at lægge deres engagement her midt i Fjordlandet, siger Jens Hald.







