Travlhed i Svanholm Café og gårdbutik

Travlhed i Svanholm Café og gårdbutik
Den populære café på Svanholm har åbent alle weekender og skoleferier fra vinterferien til juleaften. Foto: Tomas Skov

Den populære café med fokus på årstidens råvarer har åbent næsten hele året.

Af journalist Tomas Skov

SKIBBY: Normalt ville køerne være kommet på græs på Svanholm i søndags. Imidlertid er de højdrægtige, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt at lade dem springe rundt i begejstring, før de har kælvet. De forårskåde køer tiltrækker typisk tusindvis af gæster til storkollektivet nord for Skibby, men i år havde Svanholm i stedet valgt at fejre foråret med livemusik, lækker mad og masser af aktiviteter rundt om på det 415 hektar store landområde.

Farvet kartoffelmad
De mange besøgende kunne også gå ombord i Svanholm Café og gårdbutik, som er åben i weekender og skoleferier fra vinterferien og helt frem til weekenden før juleaften. Her sælger driftsleder Lea Mannow Juhl lette anretninger baseret på årstidens råvarer, der i skrivende stund omsættes til smørrebrød med hvidkål og halloumi, oksespegepølse og trefarvet kartoffelmad. Smørrebrødet kommer naturligvis på hjemmebagt rugbrød og toppes med blandt andet egne hjemmesyltede og -ristede løg.

– Alt er så vidt muligt egen avl, herunder kød, ost og grøntsager. Og vi følger årstiderne, så om to måneder er det noget helt andet smørrebrød, vi sælger, fortæller Lea Mannov Juhl.

Alt kan bruges
I det hele taget sigter holdet bag Svanholm Café og gårdbutik mod at lave alt selv. Den hjemmeproducerede mælk, som Svanholm ikke selv forbruger, sælges videre til Hansen Is – og der er i det hele taget et stort fokus på at bruge alle ressourcer mest hensigtsmæssigt.

– Vores langsigtede mål at forlænge levetiden af produkterne og reducere madspild, så fejlslagne rugbrød bliver til øllebrød, og mælk, vi ikke får solgt, bliver til ost. Det ligger os meget på sinde, fortsætter hun.

Udover at servicere de mange kunder, der finder til caféen på Svanholm, har det travle team de sidste par år også haft et samarbejde med Meyers Madhus, hvor de udbyder kurser med fokus på bæredygtig madlavning for københavnske institutioner.

Totaloplevelse
Tommy Christiansen er ansvarlig for events på Svanholm, og dem er der mange af i løbet af året. Udover de faste søndagsrundvisninger, er der private rundvisninger i det vidtstrakte storkollektiv i løbet af ugen. Hertil kommer fester og julefrokoster, møder, kurser, konferencer, teambulding og udlejning af de svævende telte i den 100 hektar store skov.

– Vi tilbyder en totaloplevelse. Der er ikke noget, vi ikke kan, og vi siger faktisk ikke nej til noget. Vi har så meget at byde på her – og nogle kommer et par timer, mens andre er her i fem dage, fortæller Tommy Christiansen.

Svanholm har netop lanceret en ny hjemmeside (www.svanholmoplevelser.dk), som fokuserer på alle stedets aktiviteter.

Andre artikler fra denne uge

Frivillig jul i Skibby


Af journalist Tomas Skov SKIBBY: Martin Jacobsen og hans medarbejdere fra entreprenørvirksomheden Bakkelygård satte det store juletræ op foran Apotektet

Læs mere »

Jul i Jægerspris


JÆGERSPRIS: Årets juletræstænding i Jægerspris fandt sted søndag 1. december kl. 11-17. Det store, smukke træ fra Nordskoven tændtes af

Læs mere »