Status på situationen med ukrainske statsborgere

Status på situationen med ukrainske statsborgere

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Frederikssund Kommune havde den 17. marts – da den nye særlov trådte i kraft – officielt modtaget ni ukrainske statsborgere, som har fået logi og støtte. Der er flere end det, der er ankommet til kommunen, men som bor privat.

– Det er vigtigt, at vi sikrer tryghed og ro til ukrainske borgere, der kommer her til kommunen. Vi ved ikke, hvor længe de kommer til at være her, men mens de er her, skal vi hjælpe dem til at få en god hverdag i det omfang, vi kan, og som loven tillader det. Allerede nu har private, frivillige og erhvervslivet stillet sig til rådighed og er klar til at hjælpe, og det er jeg meget taknemmelig for, siger borgmester Tina Tving Stauning.

Med den nye særlov, som Folketinget vedtog onsdag den 16. marts, har kommunerne nu bedre muligheder for at hjælpe de ukrainske statsborgere, der ankommer til Danmark, blandt andet ved at tilbyde skole og dagtilbud, job og sundhedsydelser.

– Der bliver arbejdet hårdt på at få styr på alting omkring modtagelsen af ukrainske statsborgere i Frederikssund Kommune. Det er en uvant situation, som de færreste kommuner har været forberedt på, men der bliver taget hånd om det, og vi er ved at få alle relevante ting på plads. Det drejer sig om alt fra hvor ukrainerne skal bo til skoletilbud, tolkebistand, tandpleje, lægehjælp og meget mere. Det er komplekst, men vi skal nok løse det, og med den nye særlov om midlertidig opholdstilladelse til fordrevne ukrainere bliver det nemmere, da vi nu har lovgrundlaget på plads, siger borgmesteren.

At skabe en hverdag
Særloven giver ukrainere mulighed for at søge om midlertidig opholdstilladelse og betyder, at de hurtigt kan blive en del af det danske samfund og ikke behøver at søge om asyl. 

Derfor arbejder Frederikssund Kommune lige nu på at sikre, at ukrainske statsborgere med opholdstilladelse kan tilbydes skole, dagtilbud, lægehjælp, job med mere.

– Det er desværre ikke så let som bare at sende et barn ned i den nærmeste børnehave. Der skal være nogen, der kan tale med barnet på dets eget sprog, og der skal være plads i børnehaven til et ekstra barn. På skoleområdet arbejdes der lige nu på, at eleverne kan komme i basisklasser med andetsprog og ud i almindelige klasser med jævnaldrende danske elever, for vi ved, at det er der, de vil trives bedst og hurtigst vil lære dansk. Derfor pågår der lige nu et større logistisk arbejde med at finde ud af, hvordan vi gør det bedst muligt, siger borgmester Tina Tving Stauning og tilføjer:

– Der arbejdes på højtryk for at få det hele på plads. Vi opdaterer kommunens hjemmeside, hver gang vi har nye informationer. Der arbejdes også på at lave en informationsaften for tilkomne ukrainere og borgere, der har lagt hjem til ukrainere. Det skal vi også nok informere om, så snart det er på plads.

Kommunens administration har også dannet et overblik over hvilke mulige bygninger, der kan tages i brug til indkvartering af ukrainske statsborgere, og rigtig mange borgere har tilkendegivet, at de kan hjælpe med at have ukrainere boende om nødvendigt.

Turist eller opholdstilladelse
Når ukrainske statsborgere kommer til Danmark, har de to muligheder. 

De kan være her som turister i tre måneder, hvis de har et biometrisk pas udstedt efter 12. januar 2015 eller de har søgt om visum. Eller de kan søge om midlertidig opholdstilladelse, hvilket giver en række rettigheder.

– Der er ret stor forskel på, hvad vi som kommune kan gøre for ukrainerne, når de er her som henholdsvis turist eller med midlertidig opholdstilladelse. Det er meget lidt, vi kan gøre, når de opholder sig i Danmark som turist. Søger de om midlertidig opholdstilladelse, træder særloven i kraft og vi kan derfor hjælpe dem med at få en hverdag i Frederikssund Kommune, fortæller borgmesteren.

Hvis man har kendskab til en ukrainsk statsborger, der ønsker at søge om midlertidig opholdstilladelse, kan man finde informationer og hjælp til dette på nyidanmark.dk/ukraine. 

Er der behov for hjælp til ansøgningsprocessen, kan man kontakte DCR Dansk Flygtningehjælps asylafdeling på tlf. 3373 5000 eller på email advice@drc.ngo.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »