Fælles Halloween-kort skal hjælpe børnefamilier med at finde vej til de huse, hvor de er velkomne til at ringe på lørdag 31. oktober.
HORNSHERRED: Er slikskålen fyldt, og er I klar til besøg af små hekse og spøgelser? Så kan I nu sætte et græskar på et fælles Halloween-kort. Kortet skal hjælpe børnefamilier med at finde vej til de huse, hvor de er velkomne til at ringe på lørdag 31. oktober.
For nogle er Halloween en have fuld af spindelvæv, skeletter og uhyggelige lyde. For andre er det en skål slik ved hoveddøren og glæden ved at se nabolagets børn komme forbi i deres kostumer.
Begge dele er der plads til på et nyt landsdækkende Halloween-kort, hvor alle gratis kan tilmelde deres hus. Hver adresse bliver vist som et lille græskar, så familier kan se, hvor der venter lidt sødt – og måske et lille gys.
Bag kortet står Maria Bonderup Pedersen, som til daglig arbejder med digitale kort hos Geoinfo. Nu bruger hun sin faglighed til at hjælpe flere med at finde hinanden til Halloween.
Landsdækkende kort
Man behøver hverken bygge et spøgelseshus eller pynte hele haven op for at deltage. En fyldt slikskål og lysten til at tage imod børnene er nok. Har man gjort noget særligt ud af pynten, kan man også fortælle om det på kortet.
Kortet åbner også for en lille, hyggelig dyst: Hvor i Danmark er flest huse klar til slik og ballade? Alle kan hjælpe deres område på vej ved at tilmelde deres hus og dele kortet med naboer, venner og lokale Facebook-grupper. Jo flere græskar der dukker op, desto flere steder får børnene mulighed for at besøge.
Halloween falder i år lørdag 31. oktober, og man kan allerede nu tilmelde sit hus. Det er gratis, og adressen vises automatisk på kortet efter tilmelding. Find kortet og tilmeld dit hus ved at søge på ’Det landsdækkende Halloween-kort.’
/TS








