Læserbrev
Af Hanne Henriksen, Nytilflytter i Skuldelev
Mit perspektiv på Frederikssund kommunes udspil om skolelukninger er nytilflytterens.
I juli 2025 flyttede jeg fra Vanløse til skønne Skuldelev med min gamle gravhund. Jeg vidste ikke
meget om byen, men den lå tæt på Ølstykke, hvor jeg har børn og børnebørn, så jeg tænkte, at
det ville være et godt sted, hvor jeg kunne nyde min pensionisttilværelse.
Og det skal jeg love for, at Skuldelev er. Aldrig har jeg boet et sted, hvor folk kommer hinanden
ved på den måde. Jeg trådte ud af min nye hoveddør, den første dag jeg boede her og straks var
jeg en del af den lille bys pulserende liv,
Der gik ikke længe før jeg fandt ud af, at Skuldelev har et levende og blomstrende foreningsliv.
Før jeg fik set mig om blev jeg en del af mangfoldige, hyggelig arrangementer…….på Skuldelev
skole. Der åbnes døre for mange projekter og arrangementer, som ikke nødvendigvis har noget
med skolebørnene at gøre.
Jeg fandt også ud af, at der virkelig er rift om husene i Skuldelev. Der bliver i øjeblikket også
bygget nye boliger. Mange, og deriblandt også børnefamilier, vil gerne bo her. Der er en skole
børnene kan gå på. Skolen har endda en fin indskrivning af nye elever hvert år.
Jeg hørte også historien om hvordan Skuldelev Brugs fik indsamlet de sidste 3 millioner kroner så
den kunne blive bygget færdig. Det vidner i den grad om en by, der virkelig værner om sit
lokalsamfund.
Og nu sidder der så en række lokalpolitikere og finder ud af, at hvis de lukker Skuldelev skole (og i
øvrigt også en række andre skoler), så kan de få råd til en ny skole i Vinge.
Jeg kan ikke forestille mig, at de politikere kender til Skuldelevs betydning for de mennesker der
bor der. De sidder der ved deres skriveborde og spiller Matador. De tænker ikke på hvor meget de
ødelægger med deres “Hug en hæl og klip en tå leg”.
Jeg håber virkelig ikke at Frederikssund kommune får held med at lukke Skuldelev skole. Det ville
være dræbende for byen.
Jeg ved helt sikkert hvor mit kryds bliver sat ved næste kommunalvalg og måske, endnu vigtigere,
hvor det ikke bliver sat.





