Nye vinduer til nationalparken

Nye vinduer til nationalparken

Otte nye skilte i Lejre Kommune formidler viden om lokalområdet og fungerer som små vinduer, der viser ud i Nationalpark Skjoldungernes Land.

SKJOLDUNGERNES LAND: Nationalpark Skjoldungernes Land har i samarbejde med Lejre Kommune og Istidsruten opsat otte nye formidlingsskilte i Lejre Kommune.

Skiltene fortæller om lokalområdet og oplevelser i nationalparken, og dermed fungerer skiltene som små indgange eller vinduer til nationalparken og alle de oplevelser, der venter.

Skiltene er sat op i forbindelse med åbningen af den nye cykelrute, Istidsruten, som er støttet af Nordea-fonden. 

Istidsruten er en i alt 380 kilometer lang cykelrute, som løber gennem den sydlige del af nationalparken og videre rundt på Vestsjælland – hele vejen fra Rørvig i nord til Sorø i syd.

På ruten er der genveje og ekstra sløjfer. Derfor er det også muligt at følge Istidsruten på en rundtur i Lejre Kommune. 

Rundturen kan begynde fra eksempelvis Lejre Station eller Hvalsø station – og langs ruten støder man på alle otte nye skilte.

Bliv klogere på istid og lokalhistorie
Skiltene er udarbejdet til både Istidsruten og nationalparken. Man kan læse om, hvordan is og smeltevand formede landskabet, og om den lokale natur og kulturhistorie. Yderligere kan forbipasserende finde inspiration til oplevelser i området.

Ét af de såkaldte vinduer til nationalparken kan nu opleves på Lejre Station, hvor fire nye plancher pynter på to grå teknikbygninger på spor 1. 

Her kan man læse om Lejre og om nationalparken, og man kan finde information om de mange natur- og kulturhistoriske oplevelser, der findes i gåafstand fra stationen.

Det samme gælder på Hvalsø Station, hvor der på stationsbygningen nu er opsat to nye plancher, der viser vej ud i nationalparken.

Historisk Teglværk og voldsteder
De resterende seks skilte står forskellige andre steder, for eksempel ved Lavringe Å i Allerslev, hvor man kan læse om landsbyen, landskabet og åen. 

Ved Skullerupholm Teglværk er der kommet et nyt, aflangt skilt, hvorpå man kan læse om teglværket og om en tid, hvor teglværket var egnens største arbejdsplads.

Et nyt skilt ved Sonnerupgård Gods fortæller historien om voldstedet, hvor godsets hovedbygning engang lå godt forskanset. 

Derudover står de nye skilte ved Skullerupholm Voldsted, Sagnlandet Lejre og Sonnerup Skov. 

Et sidste og niende skilt langs Istidsruten i Lejre Kommune vil blive opsat ved Avnsø. Det sker i samarbejde med Naturstyrelsen og skiltet forventes at stå klar i løbet af efteråret. 

Andre artikler fra denne uge

Cirkelrund sejr


Kultur- og havnebadet ved Tippen i Frederikssund åbner søndag 2. juni. Af journalist Tomas Skov FREDERIKSSUND KOMMUNE: Idéen om et

Læs mere »