Med ny lov følger økonomisk ansvar

Med ny lov følger økonomisk ansvar

Af Charlotte Drue
Byrådsmedlem (løsgænger)

Barnets Lov er et skridt i den rigtige retning for at beskytte børns rettigheder og trivsel. Men det er samtidig altafgørende, at der følger tilstrækkelige midler med for at sikre dens effektive gennemførelse.

Barnets Lov bliver indført for at sikre, at børn og unges rettigheder og trivsel prioriteres højt.

Denne lov anerkender vigtigheden af at lytte til børns stemme, beskytte dem mod vold og overgreb og sikre, at de har adgang til de nødvendige ressourcer og tjenester for deres udvikling.

Det er en vigtig juridisk ramme, der skal sikre, at vores børn vokser op i et trygt og støttende miljø.

Samtidig er der og kommer der i Frederikssund Kommune mangel på økonomiske ressourcer som direkte kommer til, at påvirke de institutioner og organisationer, der arbejder med børns trivsel og beskyttelse.

Det resulterer i overbelastede medarbejdere, der har svært ved at levere den nødvendige støtte og tjenester til børnene. Det betyder også, at der kan være begrænsninger i kapaciteten til at reagere på akutte situationer og hurtigt gribe ind for at beskytte børn i nød.

Det er altafgørende, at der følger tilstrækkelige midler med til implementeringen af Barnets Lov.

Økonomisk støtte er nødvendig for at rekruttere og uddanne kvalificerede fagfolk, styrke socialt arbejde, etablere sikre opholdssteder for børn i nød og sikre adgangen til specialiserede tjenester, herunder psykologisk støtte og sundhedspleje.

”Arbejdspresset og økonomien stiller socialrådgiverne over for utroligt svære valg. Skal man hjælpe den udadreagerende pige eller den selvskadende dreng? Skal man bruge sin tid på at ringe tilbage til en ung, der er faldet tilbage i misbrug, eller på at udarbejde samværsplanen til moren, hvis barn er anbragt. Der er ikke økonomi eller tid til det hele. Her har vi brug for mere end Barnets Lov, for situationen er ekstremt alvorlig.” Citat Dansk Socialrådgiverforening”.

Her kunne Frederikssund Kommune gå forrest og sætte et loft over antallet af børn og familier, som en socialrådgiver maksimalt må have ansvar for.

En investering i Barnets Lov er en investering i vores fremtid. Når vi prioriterer børns trivsel og beskyttelse, investerer vi i en sund og stabil samfundsmæssig udvikling. Det er vores ansvar som samfund at sikre, at vores børn har de bedste muligheder for at vokse op til sunde og engagerede voksne.

Jeg opfordrer derfor de øvrige politiske partier til at huske, at vi sammen skal sikre at der følger tilstrækkelige ressourcer med til, at implementere Barnets Lov, ved de kommende budgetforhandlinger i Frederikssund Kommune.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »