Kom til prisoverrækkelse og prøv sporten af

Kom til prisoverrækkelse og prøv sporten af

Søndag den 28. august inviterer Folkeoplysningsudvalget til prisfest i foreningslivet. Ud over uddeling af idræts-, leder- og fritidspris kan alle interesserede nu også prøve kræfter med en række forskellige sportstilbud.

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Efter et par år, hvor det har været svært at være frivillig og aktiv i foreningslivet, er hverdagen heldigvis vendt tilbage for de fleste af kommunens foreninger. Medlemmerne er vendt tilbage og fællesskaberne blomstrer igen og fylder hverdagen med mening.

En tilbagevendende tradition, som også har været sat på pause, er fejringen af kommunens idræts-, leder- og fritidspris. Nu vender fejringen og hædringen af idrætsudøvere og ledere i foreningslivet tilbage søndag den 28. august klokken 13 til 16.

Arrangementet skal hædre sidste års sportslige præstationer og frivillige lederindsatser.

Prøv en aktivitet

Ud over hædringerne, har Folkeoplysningsudvalget i år valgt at prøve at gå nye veje, og tage det første spæde skridt til at lave en egentlig foreningsdag, hvor festen kombineres med et åbent arrangement for alle borgere, hvor der bliver mulighed for at lege og prøve en række forskellige lokale idrætsaktiviteter.

Man kan eksempelvis blandt andet prøve parkour, e-sport, boksning, klatring, bouldering og dart.

Så tag familien med til Slangerup Idræts- og Kulturcenter og prøv de mange spændende aktivitetstilbud.

Klokken 15 løftes sløret for årets modtagere af Lederprisen, Idrætsprisen og Fritidsprisen i Raasigvang.

Ifølge formanden for Folkeoplysningsudvalget, Kenneth Jensen er det i år lidt et forsøg – et tilløb – til at prøve formen af.

På baggrund af erfaringerne i år vil man i udvalget så udvikle på idéen, og forsøge at skabe et endnu større arrangement de kommende år: – Det handler for udvalget om, at vi også på den måde gerne vil byde både borgere og foreninger indenfor, og vise nogle af alle de fantastisk mange tilbud, vi har i kommunen. Men kan vel næsten kalde det en slags levende udgave af kataloget ”Aktiv Fritid”, fortæller han.

Andre artikler fra denne uge

Nej tak DSB


Af Niels Martin Viuff Gruppeformand Det Konservative Folkeparti DSB har planer om at opføre nye togværksteder, og en af de

Læs mere »