Holdt sankthans og udforsk traditionerne

Holdt sankthans og udforsk traditionerne
Museet holder aftenåben og har skruet op for de kulturhistoriske fortællinger og aktiviteter. Derfor kræver arrangementet billet. Foto: Pixabay.com.

Der vil være nye punkter på programmet, når Frederikssund Museum, Færgegården igen i år inviterer til sankthans i den stemningsfulde museumshave.

JÆGERSPRIS: Der er som altid lagt op til en hyggelig aften på picnictæppet med medbragt madpakke, bål og midsommervise. Men som noget nyt skruer Frederikssund Museum  i år op for de kulturhistoriske fortællinger og aktiviteter. Og i år kræver arrangementet billet.

I år bruger vi aftenen som en anledning til ikke alene at udleve traditionerne, men også at udforske dem. Sammen med alle, der har lyst, vil vi gerne gå på opdagelse i de mange mærkelige, overraskende og sjove traditioner, der er gået forud for sankthans aften, som vi kender den i dag. Fortidens sankthans eller midsommer har nemlig forbavsende få ligheder med nutidens traditioner. Så samtidig med, at vi udlever traditionerne, vil vi også gerne sætte dem i et nyt lys – og måske prikke lidt til dem, forklarer museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.

Om at afværge det onde
Allerede i timerne inden aftenens højdepunkter med bål, båltale og midsommervise er der sankthans-aktiviteter for børn og voksne i alle aldre, når museet inviterer til mission ”Afværg det onde”.

Her skal de onde hekse gøres så blide som nuttede kattekillinger. Gennem en række udfordringer og med hjælp fra fortidens tips og tricks gælder det om at samle magiske urter, lære at bruge stål mod hekse, finde hemmelige skatte, besøge det kloge træ, lave vild ild med oldtidsmetoder og meget mere. 

Og måske lykkes det at vinde over de onde kræfter.

Ekstraordinært aftenåbent i udstillingen
En anden forandring er, at man i år skal et smut omkring billetto.dk for at være med:

– Som noget nyt i år har vi valgt at tage en lille entre for voksne. Både fordi corona-restriktionerne kræver, at vi har helt styr på antallet af deltagere, og fordi vi i år har lagt ekstra kræfter i festen og i de formidlingstiltag, som aftenen også rummer. Billetten gælder også til udstillingen, hvor vi ekstraordinært holder åbent hele aftenen. For børn er det hele gratis, fortæller  Line Jandoria Jørgensen, der står for årets båltale.

Bålet tændes klokken  21. Museet byder på gratis saftevand og småkager til børnene, og der vil være salg af drikkevarer til de voksne.

Medbring picnictæppe og egen madpakke, som kan nydes frit i museumshaven.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »