Gartnervænget går amok med julelys

Gartnervænget går amok med julelys
Foto Steen Westh

Det lyser med festlige julefarver i alle haverne i Gartnervænget i Kyndby. Alle familierne er i julelys humør, og nogle prøver at overgå hinanden.

Af Maria Brandt

KYNDBY: Julelyskæder i mange farver glimter langs hække og hegn. De snor sig om buske og strækker sig helt op i flagstænger, så det ligner juletræer. Gartnervænget i Kyndby lyser kraftigt op i vintermørket. Alle syv huse på vejen har udendørs julepynt.
Især de tre første, der får mere og mere år for år. I de tre huse bor en blanding af to ældre par og et ungt par med børn, og de bliver inspireret af hinanden, for hvad har de andre nu fundet på.
– Der skal ekstremt meget julelys til, for at jeg kan komme i julehumør, nu hvor den hvide sne ofte mangler i december, siger 24-årige Simone, der bor sammen med kæresten Jonas, og deres to små børn.
Jonas er kreativ i husets værksted og laver noget af julepynten selv. På taget lyser en kane med rensdyr og julemand. Kanen har han lavet sammen med datteren af hendes gamle seng, og to kæmpe julestokke er skabt af to gamle døre.
– Det er for ungernes skyld. Vi går op i genbrug, og det er sjovt at skabe noget selv, fortæller Jonas.
Familien har altid godt kunne lide at pynte op, men det er først i år, at det unge par har fået så meget udendørs julepynt.
– Det er nemmere at lave i værkstedet og sætte op, som man vil, når man ejer et hus i forhold til en lille lejebolig, siger Simone, der flyttede med Jonas ind i huset for to år siden.
Det var naboen Benny og hans kone Rosine, der var de første på vejen, som startede med udendørs julepynt i det små for 10 år siden, men så kom der mere og mere til. Derefter var overboen Flemming og Kirsten, der har boet på vejen i tre år, med på julelysbølgen. De to familier kan ikke lade være, for det er så hyggeligt i julemåneden.

Vil overgå de andre
Simone og Jonas synes, det er sjovt at overgå de andre med julepynten, og for dem er der gået konkurrence i, hvem der får mest op.
– Vi vil bare have det fedeste hus, griner Simone og fortæller, at familierne godt kan råbe til hinanden, om de har købt noget nyt julelys.
Selvom den udendørs belysning bliver tændt af de tre familier 1. advent og først bliver slukket efter nytår, så er det billigt i strøm, fordi de bruger LED pærer. Simone har allerede vilde julepyntsplaner for næste år.
– Vi vil gerne have endnu mere hjemmelavet, og det kunne være fedt med en stor udendørs adventskrans af gran med fire lys, der bliver tændt et for et hver advent. Vi kunne også have en frekvens med julemusik, som folk tuner ind på, når de er ved huset, siger Simone, der også håber, at de kan holde en julevejsfest til næste år.
Se flere sjove julehusbilleder på vores Facebookside www.facebook.com/hornsherredlokalavis.dk

Fotos: Steen Westh

 

Andre artikler fra denne uge

DSB er stadig velkommen


Læserbrev Af Jesper Wittenburg (A)Byrådsmedlem og gruppeformand Som socialdemokrater er vi, modsat LA, glade for Frederikssund Erhvervs (FE) udmelding vedrørende

Læs mere »

Sommerhuseffekten


Brugsforening vil udleje ledige fritidshuse for at skabe udvikling i Hornsherred. Af journalist Tomas Skov HORNSHERRED: Sommerhuse i tusindvis står

Læs mere »