Det vilde liv i Sæby og omegn

Det vilde liv i Sæby og omegn
Carl Ottosen ved sin flotte hoveddør til ejendommen Kridthuset i Holtensminde. Døren eksisterer endnu. Foto fra Bogen om Husene

Om hvad der skete på Holtens jorder efter hans død.

Af Lars Kiørboe
Bramsnæs Lokalhistoriske Forening

HORNSHERRED: Da Nicolaj Abraham Holten døde i 1850, blev enken Johanne Mangor boende på Lindegården, mens Krabbesholm gods blev sat på auktion.

Det blev købt af Lars Trolle, der straks gik i gang med at bygge en standsmæssig hovedbygning, hvor han kunne bo med sin familie.

Det er den rødstens renaissance-pastiche med senere udvidelser, som vi kender i dag.

I modsætning til Holten påbegyndte han salget af fæstegodset, måske fordi han havde brug for kontanter til sit byggeprojekt.

Med selveje af de tidligere fæsteejendomme kom der også en større selvbevidsthed blandt landbrugerne, som jo stadig var egnens helt dominerende erhverv.

Et kendt og respekteret navn i en stor del af 1800-tallet var Jens Hartvig Rasmussen.

Han var uægte barn født 1801, blev smed og ved kloge ægteskaber blev han gårdfæster, sognefoged i lange perioder, fadder og forlover ved utallige barnedåb og bryllupper.

Han formåede også at etablere relation til kong Frederik VII og grevinde Danner, som besøgte Jens Hartvig, når de kørte gennem Sæby på vej til Jægerspris.

De har sikkert fået en lille én ved kaffebordet, og historien fortæller også, at kongen forærede Jens Hartvig en buste af sig selv, som blev opstillet i haven, men taget ind om vinteren.

Da gården, Knivsbjerggård, blev flammernes bytte ved den store brand i Sæby i 1917, blev også busten af Frederik VII ødelagt.

Landsbyens nyrige

En lignende type var Peter Matros.

Han var bondedreng fra Dråby, men kom på gården hos Jens Hartvig inden han blev forhyret på den første Galatheaekspedition.

Fra sin tid hos Jens Hartvig har han sikkert lært Frederik VII at kende, og efter at have købt sit husmandssted på Sæby Mark i 1855 siges Peter Matros at have haft besøg af kongen, når denne lagde vejen forbi; måske har kongen, der var meget socialt orienteret, og hvis regnskaber udviser mange donationer til personer nederst i samfundet, haft en finger med i spillet, da Peter Matros, som var ganske uformuende, som en af de første frikøbte ejendommen fra godset.

Og Peter Matros havde jo på sin flerårige rejse set alverdens lande og kunne fortælle kongen detaljer, som denne aldrig selv ville have haft en chance for at opleve.

I den tids hierakiske samfund var det en præstation, at fiskeren, tømreren og husmanden Peter Matros kunne etablere sig som anerkendt ligemand blandt landsbyens spidser og blive en aktiv borger, hvis familie sad på ejendommen i næsten 100 år.

En husmandsfamilie ved navn Nielsen boende i Holtensminde og på Sæby Mark fik i 1891 en søn, kaldet Ludvig.

Familien flyttede senere ind til Sæby, og her voksede Ludvig op. Sine barndomsår i Sæby blev af Ludvig, der som voksen tog efternavnet Bjarkov og endte som flyveroberst, beskrevet i en drengebog kaldet ”Drengen Thor”; her genkender man oplevelserne i Holtens skole, slåskampene med andre drenge i og omkring gadekæret og byens smedje, det ulovlige fiskeri ude i tørvegravene ved Lillemosen og meget andet.

En anden skribent var Rasmus Peter Olsen, søn af husmand Ole Rasmussen på Lille Møllegård lige øst for Sæby gadekær.

Rasmus overtog husmandsstedet, der var frikøbt af hans far, og drev det som ugift omtrent til sin død i 1941, alt imens han fik tid til at føre en dagbog, der heldigvis er bevaret.

Rasmus Olsen havde af sin far lært tømmerfaget, som især blev udøvet til at reparere de mange træ-vandposte i hele herredet.

Som postsætter skulle man bruge træstammer, der skulle ligge en tid i vandet i mosen, før de blev kørt hjem og udboret.

Den høje grundvandstand under Sæby var et aktiv for de mange landbrug, og Rasmus etablerede sig også som møllebygger, ligesom han flirtede med nye konstruktioner og forsøg på patentering.

Fester og politik

I sine dagbøger beskriver Rasmus bl.a. de mange især ungdomsforeninger, som dukkede op i byen i slutningen af 1800-tallet.

For Mådeholdsforeningen, der ifølge Rasmus’s beskrivelse var alt andet end mådeholden.

Der var hyppige fester, ofte til langt ud på morgenen, så man kunne gå fra bal og direkte til kostalden for at malke.

Der blev omtalt Mikkelsgilde, jagt- og gåsebal, ornebal, pølsegilde, pigegilde, skovgilde og selvfølgelig fastelavnsgilde i dagevis.

Festerne blev holdt i lader omkring på byens gårde, og somme tider hændte det, at foreningerne blev forment adgang til at låne laden på en given gård, hvis det gik for vildt for sig.

Et møde i byen om at bygge et forsamlingshus endte resultatløst.

Andre foreninger i byen med mere politisk og samfundsmæssig baggrund var Skytteforeningen, Riffelforeningen, Fremskridtsforeningen med foredrag om samfundet, møder i Herthadalen og i Køge om tidens store politiske og økonomiske spørgsmål.

Der var også f.eks. gymnastikforeninger, sejlads på fjorden og skøjteløb på gadekæret, så der var noget for enhver smag.

Dagbøgerne fortæller også om Rasmus’ vej til sognerådet i 1889, om hans politiske engagement og om magtkampene imellem byens under- og overklasse.

I 1910 vendte en gammel Sæby-dreng hjem fra et usædvanligt liv i USA.

Han hed Vilhelm Sørensen, født i Holtensminde i 1865 og udvandret til Illinois, hvor han i mere end 20 år drev en farm sammen med en dansk kone, som han nok havde mødt derovre.

Nu købte de et husmandssted på Sæby Mark, men det gik ikke med hustruen, der rejste tilbage og blev i USA i resten af sit liv. Vilhelm derimod fandt en ny kone og fik en masse børn.

En af sønnerne, Helmuth, mente selv han havde overnaturlige evner, og han blev senere kendt vidt og bredt som ”Den kloge Mand fra Gershøj”, der med sine følsomme varme hænder med healende egenskaber synes at kunne afhjælpe dårligdomme.

Hans ry som helbreder dokumenteres af en historie fra den næste ejer af husmandsstedet; her oplevede de året efter overtagelsen, at en helikopter landede i deres kornmark, og en mand fra Jylland spurgte efter den kloge mand, som han skulle konsultere.

Der findes stadig nulevende, som har afprøvet Helmuths særlige evner.

Film og skuespillere

Efter 2. Verdenskrig blev Sæby og Gershøj mondænt. Det smukke landskab, fjorden og de idylliske landsbyer trak pendlere og sommerhusgæster til egnen.

Det resulterede i et udstyknings- og byggeboom langs Roskilde fjord fra Lyndby til Gershøj, men det trak også kendte personer til egnen.

I Gershøj købte Axel Strøby/Lone Hertz samt Holger Perfort huse på Havnevej, og i Kridthuset i Holtensminde flyttede Carl Ottosen ind og skabte hér en del af sine film.

De mange skuespillere og den ældre arkitektur blev guf for producenter af national-romantiske film af Dirch Passer og Poul Reichardt typen; eksempler er ”Sønnen fra Amerika”, ”Vildbassen” og ”Dyrlægens Plejebørn”, der blev optaget i Sæby og Holtensminde under stor interesse fra de lokale, der medvirkede som statister og som leverandør af diverse effekter som husdyr og landbrugsredskaber.

Der er næppe tvivl om, at i de perioder, hvor Sæby var filmby, stod livet ikke stille hverken nat eller dag.

Heller ikke da Carl Ottosen i 1968 fejrede sin 50-årsdag med en usædvanlig stor fri bar, en begivenhed, der går frasagn om.

Også Gershøj havn blev et samlingspunkt for nysgerrige og feriegæster, når profiler som Axel Strøby og Carl Ottosen tog ud i deres skydepram på andejagt eller røgtede deres fiskenet.

Andre usædvanlige medlemmer af lokalsamfundet har manifesteret sig for eftertiden.

En af dem er ”Den skøre Maler” i Holtensminde. Han hed Helge Pontoppidan og var barnebarn af såvel præsten som lægen i Skibby.

Han cyklede rundt til kunderne med materialerne på en gammel cykelanhænger. Han var fuld af ideer. En af dem var et hus, han byggede i sin have til en vindmølle, som han havde forestillet sig skulle lave strøm til at opvarme det gamle bindingsværkshus, familien boede i.

Men som datteren udtrykker det, ”min far var opfinder, men ikke ingeniør”, så der blev aldrig lavet strøm, men møllen kørte i mange år og kan ses den dag i dag.

Sæby har også i nyere tid haft kendte kunstnere. Èn af dem er indehaveren af Gunhilds Galleri, som udover sin malervirksomhed fra domicilen på Dyssegården tegnede øl-etiketter til gemalens nyudviklede produktion af de efterhånden berømmede Hornbeer øl.

Senere købte parret et forfaldent husmandssted i Holtensminde, som de satte flot i stand, og hvor der i det gamle grisehus blev lavet atelier og galleri, mens markerne ovenfor blev beplantet med druer til en ny lokal drikkevare – ”Sæby champagne”.

Og Holtens efterfølgere på Krabbesholm – hvad skete der med dem?

Ja, som nævnt byggede den første efterfølger Lars Trolle den ældste del af den hovedbygning, vi ser i dag på godset.

Den næste Frederik Treschow døde tidligt p.g.a. sygdom, men efterlod det hele til sin eneste datter, Clara.

Familien Treschow har stadig et gravsted på Sæby kirkegård. Da Clara blev voksen giftede hun sig med Niels Juel fra Meilgård på Djursland, som var meget aktiv som godsejer og sørgede for – godt hjulpet af lovene om fæstevæsenets ophør fra ca. 1920 – at sælge resten af de fæsteejendomme, som endnu var i godsets besiddelse.

Juel har også til ladegården bygget en forvalterbolig og renoveret avlsbygningerne efter en brand i begyndelse af 1900-tallet.

Efter Juels død i 1938 gik ejerskabet over til Julius Christensen, der gennem sit selskab De Forenende Kulimportører – i dag DFK – stadig ejer godset.

I hans tid er hovedbygningen blevet udvidet.

Andre artikler fra denne uge

Husmændene på Egholmmarken


Af Historisk Vejleder for Nationalpark ”Skjoldungernes Land”Karl-Johan Rubæk Gershøj Havnevej 9 4070 Kirke Hyllinge KIRKE HYLLINGE: Efter Reformationen i 1536,

Læs mere »

Kropsfikseret læsning


Af kulturformidler Signe Schroll Feldmeier Frederikssund Bibliotekerne i samarbejde med eReolen LITTERATUR: Siden 10’erne har mange danske forfattere haft et

Læs mere »