Brug fritidstilbuddene

Brug fritidstilbuddene

Fritidspasset og kataloget Aktiv Fritid for 2017/2018 giver børn og unge mulighed for at prøve nye fritidsaktiviteter. Der er masser af tilbud at vælge imellem.

 

FRITIDSLIV: Fritidspasset er i disse dage på vej ud til alle elever mellem 6 og 20 år i Frederikssund Kommune.
Med fritidspasset i hånden får man adgang til at prøve aktiviteter i en lang række foreninger ganske gratis og uden binding.
Hermed sætter kataloget handling bag ordene i kommunens Børne- og ungepolitik om, at der skal arbejdes for, at børn og unge i Frederikssund Kommune deltager i fritids- og sportsaktiviteter i foreninger eller andre fritidstilbud.
Fra politisk side er der da også tilfredshed med de to kataloger:
– Her kan du læse om mulighederne og kaste dig ud i det. Det kunne ende med at blive en oplevelse for livet, og du opdager måske nye aktiviteter – og skjulte talenter hos dig selv, siger formand for Folkeoplysningsudvalget Kenneth Jensen (A).
Kataloget ”Aktiv Fritid” er netop husstandsomdelt og er ventet af mange borgere og foreninger. På små 100 sider finder man oversigten over rigtig mange af kommunens kultur- og fritidstilbud i det kommende år – og der er mange nyheder iblandt.
Årets katalog indeholder mange hundrede tilbud lige fra yoga, italiensk, stolegymnastik, spejderliv, badminton, teater, sang og musik til foredrag om vin og kaffe.
– Vi er glade for alle de tilbud vores foreninger og aftenskoler tilbyder borgerne i kommunen, siger Kenneth Jensen, og fortsætter:
– Det er alle de mange frivillige lærere, trænere, ledere og hjælpere som brænder for deres fritidsaktivitet, der er grunden til, at det her er muligt. Selve kataloget bliver også til virkelighed qua frivillig indsats fra Kulturrådet, Idrætsrådet, Spejdernes Samvirke og aftenskolerne, som står for dataindsamlingen. Så også stor tak til dem, lyder det fra udvalgsformanden.
Katalogerne kan også hentes i kulturhuse, på bibliotekerne og rådhuset – og kan ses på kommunens hjemmeside om Fritidspas og Aktiv Fritid.

Andre artikler fra denne uge

Back to black


Skibby: ”Back To Black” hylder kunstneren Amy Winehouse – en af de ikoniske stjerner i det 21. århundrede. Skibby Kino

Læs mere »