Tro, økologi, musik og mennesker

Tro, økologi, musik og mennesker

Fra den 1. september til 3. september afholdes der TRO – økologisk kirkefestival for sjette gang på marken nord for Sæby kirke.
Vi har talt med sognepræst Helene W. Rasmussen om baggrunden for festivalen.

 

Af Palle Bruselius

 

SÆBY: Helene Rasmussen har været sognepræst i Sæby og Gershøj siden 1998. Det er to sogne med ikke mange indbyggere. og dermed heller ikke mange traditionelle kirkegængere.
– Jeg har erfaret, at når vi lavede noget med temaer – målrettet forskellige interessegrupper, så trækker det folk til. Søndagsgudstjenesterne trækker ikke så mange. Jeg har derfor arbejdet meget på den måde, at når nogen ville have en bestemt type gudstjeneste, så har vi gjort det, og det gælder også meget kulturelle arrangementer.
Hvordan opstod ideen til festivalen?
– Det var et langt tilløb. Præster kan søge studieorlov med lønkompensation. Jeg brugte muligheden til at se på, hvad der virker og ikke virker og komme om bagved, hvad andre har gang i. Det er otte år siden.
– Jeg læste undervejs bøger af Christian Have og Rolf Jensen (han grundlagde institut for fremtidsforskning). Der var fælles træk i de to bøger. De skriver begge, at vores udfordringer er ikke, hvad vi skal leve af, men hvad vi skal leve for. Det, der efterspørges, er holdninger og etiske eksistentielle forhold. Hvad er godt, og hvad er ondt? Christian Haves bog drejede sig meget om kulturlivet. Det var meget parallelt med kirkens verden.
– Vi har alt det på hylderne og et bud på det spørgsmål. Kirken er ikke altid god til at vise, at den er meget åben, men bibelen lukker sig ikke. Sandhed kan ikke skrives med stort, advares der mod i bibelen. Det er en levende organisk bog, Den skal hele tiden forstås i konkrete situationer. Den har situationer, der passer til, hvad vi kan komme ud for.
– Jeg tænkte, at nu skal vi ud over rampen og vise, at vi har alt det. Vi skulle byde ind til samtale og åbne for at reflektere og gøre os umage for at være ordentlige mennesker og vise overbærenhed.
– Jeg fik efterhånden nogle ideer om at lave en festival. Den skulle skabe en ramme, hvor folk ville føle sig hjemme; en ramme der ikke var for snæver. Jeg ville også lave noget, der samler på tværs af generationerne. Det ville give mening at forsøge.
– Christian Have deltog ved en inspirationsdag. Vi havde brainstorming, og Christian foreslog en styregruppe. Hvis I gør det, så vil jeg gerne være konsulent uden beregning, sagde han. Så kom vi i gang. Uden hans hjælp var vi kuldsejlet. Nu er det sjette år, at vi laver festivalen.
Hvorfor blev temaet økologi og bæredygtighed?
– Vi valgte den grønne linje blandt andet fordi, det er relevant. Samtidig barslede kommunen med den grønne politik. I kirken er der også et grønt netværk, der beskæftiger sig med, hvordan vi behandler jorden. Det skulle ikke være et alt for kirkeligt navn for festivalen. Derfor valgte vi TRO – økologisk kirkefestival. Vi kører det ikke rendyrket økologisk; maden er det naturligvis, men vi tager også andre facetter ind.
Vi sælger økologiske produkter.
I år har vi også en ungdomsbod. Vi sælger slik der. Mars-bar og lignende, ikke særlig økologisk.
– Vores projekt er at trille forlæns. Vi skal ikke stille os frem og være hellige og frelste. Vi har fået en ny viden.
I 50’erne begyndte man virkelig med giftstoffer og kunstgødning i landbruget. De dyrkede landbrug ud fra den viden, de fik. Man skal ikke dømme det, men nu blæser der andre vinde.
I har altid kunst i kirken i forbindelse med festivalen?
– Hvad vi vælegr er meget forskelligt. Nogle år er det meget lokale kunstnere. I år er de fra København. Det er blevet en konceptuel udstilling. Den spiller på tro og tvivl, hvad mennesket kan og ikke kan. Tingene er ikke, som de umiddelbart ser ud.
Bibelen er så bred, at der er palds til mange synspunkter.
I kirkens verden engagerer nogle sig i fremtiden, i miljøet. Andre synes at det er pip og galimatias.
Jeg arbejder i mit lokalområde og har ikke ambitioner om at blive debattør eller lignende. Det lokale er nok for mig.

 

Sten, skyer og bomber
Ikke alene foregår festivalen på marken ved siden af kirken, Som sædvanlig inddrages også selve kirkerummet til festivalen.
I år bliver Sæby kirke omdannet til et stort udstillingslokale af de to anerkendte kunstnere Hanne G og Juan Hein, som i fællesskab står for en kunstinstallation udviklet specielt til TRO – økologisk kirkefestival. ”En sten, to skyer, tre bomber” kalder kunstnerne projektet.
Fem billeder af Juan Hein ophænges fra kirkens loft, to på hver side af kirkeskibet og en over altret.
Billederne forestiller skyer – nogle naturlige og nogle resultat af bombeeksplosioner. Samtidig anbringes en stor skulptur med form som sten for enden af kirkeskibet foran alteret, som er et værk af Hanne G.
Hanne G er uddannet designer og arkitekt og har de sidste 10 år arbejdet som billedkunstner. Hun udstiller i både ind-og udland. Sideløbende med TRO – Økologisk Kirkefestival, udstiller Hanne G også på Chart Art Fair på Charlottenborg i København og har desuden lige haft et større værk med på Mindcraft-udstillingen i Milano.
Juan Hein er kunstfotograf og filmmager. Han er født og opvokset i Argentina. Siden 2007 har han været bosat i Danmark, men udstiller løbende både i Danmark og Argentina.
Fredag kl. 17:30 og lørdag kl. 17:00 vil organist Klaus Frederiksen spille sammen med pianist Nina Frederiksen som et led af udstillingen – og lørdag aften omdannes kirken til natkirke med meditativ guitarmusik.
Man kan se hele festivalens program på www.trofestival.dk .

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »