20 år med genbrug

20 år med genbrug

SKIBBY: Den 12. februar kan Folkekirkens Nødhjælps Genbrugsbutik fejre 20 års jubilæum i Skibby.

Det startede med, at daværende sognepræst Eskild R. Kragelund indkaldte til et stormøde i midten af november 1998, fortæller Anne-Mette Hvid Mølkjær, der er kontaktperson for butikken.

– Det resulterede i ,at der måneden efter kunne sendes en meddelse ud til de interesserede, der havde meldt sig som frivillige medarbejdere, at der var indgået lejemål vedrørende et butikslokale på Hovedgaden 41.

Butikken åbnede dørerne for første gang den 12. februar 1999. 

Større lokaler
At starte en genbrugsbutik i Skibby viste sig hurtigt at være en rigtig god ide. Butikken kom rigtigt godt igang, og omsætningen voksede år for år. 

– Vi har igennem alle årerne nydt godt af den store interesse og opbakning fra lokalbefolkningen, fortæller Anne-Mette Hvid Mølkjær.

Efter 11 år udløb lejemålet, og man flyttede til meget større lokaler i Bymidten 1, hvor butikken stadig holder til.

De større lokaler gjorde, at butikkens omsætning fordobledes, og der kunne sendes markant flere penge ind til Folkekirkens Nødhjælps arbejde for verdens fattigste. 

– Rigtig mange frivillige medarbejdere har arbejdet i butikken i de forgangne 20 år. Nogle for en kort periode, men de fleste i mange år. Vi  har endda syv tilbage, som har været med fra starten.

– Vi vil gerne have flere frivillige. Så hvis du har lyst, er du velkommen til at kontakte os i butikken, lyder opfordringen.

– Det ligger i tidsånden at være frivillig. Der er mange muligheder for dem, som ønsker at være frivillig. Fælles for os i genbrugsbutikken er, at vi nyder at bruge de ressourcer og kompetencer vi har.

Der er reception i butikken for kunder og frivillige medarbejdere den 12. februar fra klokken 10 til 13.

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »