Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.
Én fugl i hånden er bedre end ti på taget.
Jeg elsker fugle og har haft mange særprægede oplevelser med dem.
Som barn fodrede jeg gråspurve med hænderne og tænkte ikke videre over det, men mine forældre undrede sig over, at lille jeg, så tålmodigt, kunne sidde på terrassen og tiltrække en masse små fugle.
Når man, som jeg, elsker fugle, kan man ikke bo et bedre sted end her. Ofte kan man følge den sjældne vandrefalk, når den hænger spejdende efter mus over strandengen. Den skal have et kuld unger om året på vingerne og holder til i den redekasse, man har sat op på Kyndbyværkets skorsten. Man kan være heldig at se havørne i sin kikkert, som udover havet laver luftakrobatik og man har, som det mest naturlige, haven fuld af pludrende småfugle og smukke flagspætter.
Mine venner kalder mig på skrømt for fugleviskeren og med de særprægede oplevelser jeg har haft, kunne der måske være noget om det.
En dag stod jeg og kom varer ind i min bil, efter at have købt ind. Inde i bilen sad min lille hund stille og roligt. Pludselig lander der en krage på min indkøbsvogn. Jeg står helt stille lidt og nyder dét her specielle øjeblik, bare en halv meter fra en vild fugl. Min hund inde i bilen, som har sans for hvornår vi skal være stille, sidder og kigger på den særprægede gæst. Kragen bliver siddende og jeg fortsætter mit forehavende, med at stille varerne ind på bagsædet af bilen. Kragen lægger sit hoved på skrå, som om den observerer mig, men flytter sig ikke. Jeg lukker døren til bilen og efterlader hund og varer i bilen, for at sætte vognen på plads. Jeg kører vognen over mod de øvrige indkøbsvogne, men kragen bliver bare siddende helt stille. Jeg skubber vognen på plads og alt imens vognen skubbes længere og længere ind, hopper kragen længere og længere over mod mig og til sidst op på min hånd. Det var ligegodt vildt det her, tænker jeg og går over mod min bil med kragen siddende på hånden. Jeg møder et par mennesker på min vej, som helt sikkert tænker; hvad sker der dér. Deres blikke siger i alt fald en hel masse og jeg trækker bare på skuldrene og siger, ja, den kom bare flyvende. Jeg overvejer et øjeblik om jeg skal tage kragen med hjem og holde den som halvtam krage i min have, men kommer i tanke om hvilken frygtelig larm krager kan lave. Jeg må svinge armen op ad et par gange, før kragen letter og ærgrer mig lidt over, at jeg ikke er blandt de mange mennesker der har en smartphone lige ved hånden, så jeg kunne forevige denne særprægede oplevelse, som nogen måske ville tro var det rene opspind.
Et par år tidligere havde jeg en endnu mere surrealistisk oplevelse. En efterårsdag hørte jeg et svagt bum og vidste at en fugl var fløjet mod vinduet igen. En lillebitte fugl, der ligger halvskjult i det høje græs. Den er Danmarks mindste fugl – fuglekongen, en hanfugl med smukke grøngule farver. Jeg tager den i hænderne og går ind til min alt vidende nabo og spørger, hvad han synes jeg skal gøre. Han tilbyder at kvase den under en sten, men jeg trækker forskrækket hænderne til mig og siger, at den skal have en chance for at komme sig. Jeg lægger den i en brødkurv, foret med hø, midt på spisebordet og så graver jeg en lille regnorm op til den og henter nogen druer fra min vindrue udenfor og så sidder jeg ved den og venter og synger for den, sammen med min lille hund. Miraklet sker og den kommer sig. Jeg tager den op i min hånd og aer den og den begynder at vandre rundt på min hånd. Så leger jeg undulat med den og lader den gå fra finger til finger. Min hund, som har det mest kærlige sind, snuser til den, men rører den ikke. Den flyver op og sætter sig på mit hoved, videre ned på skulderen og ned på benet. Den vil åbenbart udforske min stue og finder op over hylden over vinduet, hvor der desværre viser sig at være spindelvæv. Jeg må hente min lille ven og sidde helt helt forsigtigt og fjerne spindene fra de knappenålstynde klør. Efter en times tid, tænker jeg, at vores lille ven må tilbage i friheden og sætter den ud på et citrustræ på terrassen, men den flyver tilbage på min arm og så tager jeg den med ind igen og byder den på dejlig regnorm, druer og lidt at drikke, hvilket den totalt afslår. Efter jeg to gange mere har fjernet spindelvæv fra dens bittesmå klør (hvor meget spindelvæv kan der lige gemme sig i ens stue?), bestemmer jeg, at nu skal den hjem hvor den hører til og lukker døren, da jeg har sat den af i citrustræet. Jeg ser den flyve op på tørrestativet og videre ud i friheden og glæder mig over denne særprægede, smukke oplevelse med det sarte væsen.
