DALBY: Lokale kræfter har igen slået sig sammen og sørget for en række hyggelige aktiviteter i Dalby fra 18.-22. juni Det drejer sig om klovneløb, grillpølser, kirkekoncert og fodbold.
– Torsdag er der fest for Solbakkeskolens elever og forældre, og fredag er der gode tilbud og smagsprøver i Brugsen. På p-pladsen udenfor vil Dalby Bylaug stå klar med grillpølser og kolde drikke, så det er bare med at møde op kl. 15, siger Kent Ustrup, som i 46 år var formand for Dalby Idrætsforening.
I dag har han medarrangør af Grønne Dage i Dalby, og det samme gælder menighedsrådsformand i Kyndby-Krogstrup, Bent Kurt Christensen.
– Vi vil så gerne bevare noget liv herude på landet, så selvfølgelig er vi med og bidrager i år med en kirkekoncert om søndagen med Brass Quintet 99. Fem mand høj vil de blæse melodier af Bach, Beatles, Bernstein og Ellington. Numre af Kai Normann Andersen og Bent Fabricius Bjerre kan også snige sig ind, fortæller Bent begejstret.
Kirkeværge Nicolai Pandorff supplerer:
– Det er søndag kl. 15, at koncerten starter, og der er naturligvis gratis adgang.
Løb for de syge børn
Det er derimod ikke gratis at deltage i klovneløbet om lørdagen kl. 10.00, men de 80 kroner går til gengæld til de Danske Hospitalsklovne og deres arbejde for at opmuntre syge børn og deres familier.
– Man får også en medalje, en snack og en vand og en klovnenæse, når man deltager, siger Nicolai.
Tilmelding sker på www.Klovneløb.dk
– Er man ikke lige til at gå eller løbe den 3,6 kiloemeter lange distance, så kan man i stedet liste ind til byttemarked i Solbakkehallen. Det starter kl. 11:00 og slutter kl. 14:00, foreslår Bent Kurt Christensen.
– Her kan man aflevere det, som du ikke skal bruge længere, og så tage noget andet godt med hjem, som du mangler, foreslår Kent Ustrup.
Det er Idrætsforeningen, som står for byttemarkedet, der er en afløser af foreningens tidligere så populære loppemarked.
– Nu er det fjerde gang, vi afholder Grønne dage i Dalby, og vi håber igen på en god opbakning til en hyggelig weekend, slutter Kent Ustrup.
Mandag slutter Grønne dage i Dalby, hvor man ligeledes håber på opbakning til det lokale veteranfodboldhold, som møder Lyngby Boldklub. Kampstart er kl. 18:45 på Dalby Stadion, og der er gratis adgang.
Arrangører af Grønne dage i Dalby er Dalby IF, Brugsen Dalby, Solbakkeskolen, Dalby Bylaug og Kyndby-Krogstrup menighedsråd.
Grønne dage i Dalby
Torsdag 18/6: Skolefest for Solbakkeskolens elever og forældre
Fredag 19/6: Brugsen i Dalby er klar med gode tilbud.
Fra kl. 15:00 står Dalby Bylaug klar med grillpølser og kolde drikke på P-pladsen.
Lørdag 20/6: Klovneløb starter på Dalby Stadion kl. 10. Tilmelding på Klovneløb.dk.
Byttemarked i Solbakkehallen kl. 11:00-14:00
Søndag 21/6: Kl. 15:00 Koncert i Krogstrup Kirke med Brass Quintet 99. Efter koncerten er der kaffe m.m. i den gamle klokkerbolig. Gratis adgang.
Mandag 22/6: Kl. 18:45 Fodbold på Dalby Stadion: Dalby veteranhold mod Lyngby Boldklub. Gratis adgang.
/TS







