Skjoldungestien har fået vokseværk

Skjoldungestien har fået vokseværk

SKJOLDUNGERNES LAND: Søndag den 2. oktober bliver Skjoldungestien officielt forlænget med 1,5 km ved Gevninge.

Den nye natursti, som forlænger Skjoldungestien, løber langs Gevninge Å på Hofors kildeplads. Strækningen har egentlig længe været åben for offentlig adgang til fods, men da stien krydser åen, har det ikke været muligt at nå hele vejen gennem området uden at få meget våde sokker.

Med en nybygget gangbro er der nu skabt bedre adgang, sådan at alle kan nå tørskoet i mål.

Desuden er der bygget en trappe op til Lindenborgvej, så vandrere kan begynde eller slutte turen der, uden at skulle kravle på alle fire op ad bakken.

Det er Gevningehalvøens Stigruppe, der har igangsat arbejdet med den nye sti. Lejre Kommune og Nationalpark Skjoldungernes Land har indgået aftalen om adgang med Hofor og de enkle faciliteter, som skulle til, for at gøre turen mulig.

Et trampespor
gennem vild natur

Hovedstadens Forsyningsselskab (Hofor) har i årtier indvundet drikkevand til Storkøbenhavn langs Gevninge Å.

Områdets drikkevands-
indvinding betyder, at naturen har fået lov til at udvikle sig vildt, og derfor er der masser af naturoplevelser langs den nye sti.

Eksempelvis lever der mange dyr i de væltede træer og i den høje rørvegetation langs åen. Og er man heldig, kan man møde den lille spidssnuede frø, som er fredet, eller dens fjende, fiskehejren, som holder skarpt øje med alle, der kommer forbi.

Den vilde natur betyder også, at der efter regnfulde dage kan være vådt og mudret, og praktisk fodtøj vil derfor gøre vandreturen mere behagelig.

På naturens
præmisser

At den nye sti er en natursti, betyder blandt andet også, at færdsel i området sker på naturens præmisser.

Hunde skal holdes i snor, og larm vil skræmme dyrene og dermed de store naturoplevelser væk, hvorfor der opfordres til, at man færdes stille og roligt på den nye sti.

Skjoldungernes Land

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »