Scleroseforeningen samler ind

Scleroseforeningen samler ind

HORNSHERRED: Mere end 16.000 danskere lever med sclerose. Og de har alle forældre, venner og naboer, som hver dag ser en af deres nære kæmpe mod den uhelbredelige sygdom.

Søndag den 13. september beder Scleroseforeningen dem alle om at stå sammen mod sclerose og samle penge ind til forskning i sygdommen.

Det er kun andet år, at Scleroseforeningens indsamling er landsdækkende. Derfor er der brug for så mange som muligt til at sprede budskabet om mere forskning i den uhelbredelige sygdom. 

De lokale afdelinger rundt om i landet går allerforrest i kampen mod sclerose – blandt andet i Kirke Hyllinge. En af dem, der skal samle ind her i byen, er Jytte Saugmann. 

– Jeg samler ind, fordi jeg selv har sclerose, og fordi jeg gerne vil bruge fire timer af min fritid på at samle ind til det gode formål, fortæller Jytte Saugmann.

Kronisk sygdom
Alt overskuddet fra indsamlingen bliver fordelt på danske forskningsprojekter, som skal bidrage med ny viden om årsagerne til sclerose og finde bedre behandlingsformer. 

Sclerose er en kronisk sygdom, som angriber nerverne i hjernen og rygmarven og giver varige skader, hvis ikke man får effektiv behandling. Langt de fleste får diagnosen, når de er mellem 20 og 40 år. 

For nogle er sygdommen pludselig og aggressiv, for andre udvikler den sig langsomt og gradvist. 

Sclerose kan ikke helbredes. Men danske og internationale forskere gør hver dag fremskridt, som skaber håb om en kur og en fremtid uden sclerose.  Hvis man vil melde sig som indsamler og vælge en indsamlingsrute kan det ske via ww.sammenmodsclerose.dk. Man behøver hverken at kunne gå hurtigt eller langt – der findes ruter til alle. 

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »