Publikumstælling på Skjoldungestien

Publikumstælling på Skjoldungestien
Foto: Mikkel Eeg

Med 12 nye sensorer samler Nationalpark Skjoldungernes Land viden om færdsel på Skjoldungestien. 

NATIONALPARK: Skjoldungestien bugter sig hele vejen fra Hvalsø til Roskilde. På simple trampestier går man ind gennem det dybe skovhøjland, over istidens bakker og dale, forbi Ledreborg Slot og det sagnomspundne Gl. Lejre og videre ud langs Roskilde Fjords kyster, før ruten ender ved Domkirken i hjertet af Roskilde. 

Langs ruten følger historien om urlandskaber, mystiske sagnkonger og vores fælles fortid. De mange natur- og kulturoplevelser langs ruten og variationen i landskabet er noget af det, der gør Skjoldungestien til en populær vandrerute. 

Vigtig viden til fremtidens Skjoldungesti

Med Skjoldungestiens popularitet og potentiale følger behovet for flere og bedre faciliteter og fortællinger langs ruten. 

Derfor udgiver Nationalpark Skjoldungernes Land en ny folder dette forår, og fremadrettet ønsker nationalparken i samarbejde med Roskilde Kommune og Lejre Kommune at give ruten et yderligere løft, for eksempel  med nye overnatningsmuligheder. 

Men hvor præcis på Skjoldungestien, man skal lægge nye faciliteter i fremtiden, og hvor meget de herefter bliver brugt, det er nogle af de spørgsmål, man håber at finde svar på med en ny kortlægning af færdslen langs ruten.

12 sensorer tæller forbipasserende
Det er Nationalpark Skjoldungernes Land, som har sat de 12 nye sensorer op. Sensorerne er placeret på nøje udvalgte steder langs ruten – hele vejen fra Boserup Skov til Bidstrup Skovene.

Sensorerne tæller de forbipasserende – og intet andet. De er placeret både ved besøgssteder og på mere isolerede strækninger, sådan at det bliver muligt at adskille den daglige, lokale hundelufter fra de mere bestøvlede vandrere.

Over de næste år vil Nationalparken og kommunerne følge udviklingen og eventuelt flytte tællerne, sådan at de dækker et større område.

I Nationalpark Skjoldungernes Land glæder man sig til at følge publikumstællingerne og få information om den nuværende brug af Skjoldungestien, samt effekten af den indsats, som Nationalparken og kommunerne gør fremadrettet. Det fortæller Mikkel Eeg, som er projektleder i Nationalpark Skjoldungernes Land.

– Vi kan bruge tællingerne til at sikre, at vi investerer vores energi rigtigt, eksempelvis ved at lave en ny shelterplads, hvor behovet er størst.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »