Kampen for kommunen: Inge Messerschmidt

Kampen for kommunen: Inge Messerschmidt
Inge Messerschmidt er byrådsmedlem for Dansk Folkeparti.

Af Tomas Skov

KOMMUNALVALG: Hvordan vil du bidrage til at sikre, at ældreplejen i Frederikssund Kommune er både værdig og individuelt tilpasset – særligt i takt med at antallet af plejekrævende borgere stiger?

– Det er fakta, at vi bliver flere og flere ældre. Mange ønsker at blive i eget hjem længst muligt. Men det skal være værdigt og trygt. Men man må spørge: er det realistisk – eller blot ønsketænkning? Der er ingen tvivl om, at mange ældre gerne vil blive længst muligt i eget hjem. Det er forståeligt. Men hjemmet er ikke altid det trygge sted, det engang var. Mange bor i store huse eller ældre lejligheder, som bliver svære at holde, når kræfterne svinder.
En løsning kunne være seniorbofællesskaber. Eller blandede bofællesskaber, hvor generationer bor side som side. Ældre, voksne og børn – alle der kan og vil være en del i en meningsfuld hverdag med hinanden. Det giver nærvær og tryghed hvor man holder øje med hinanden. Spiser måske sammen. Det er sådan, vi skaber livskvalitet. Og det er sådan vi kan udskyde – eller måske helt undgå – behovet for plejehjem.
Det skal være de samme kendte ansigter, der kommer. Det skal være muligt for den enkelte at sige fra hvis man som borger ikke føler sig tryg ved den, der kommer.
Der er mangel på medarbejdere og det er svært at rekruttere. Unge Sabbatister (unge med sabbatår) kunne være givende som medarbejdere. Flere ungarbejdere der kunne komme med et frisk pust vil være godt, og kunne være grobund for at søge uddannelse indenfor området.

Hvilken rolle ser du, at velfærdsteknologi skal spille i den fremtidige ældrepleje?
– Velfærdsteknologi kan være en hjælp. Men teknologi skal være et supplement – ikke en erstatning for menneskelig omsorg. Den “aktive senior”, som klarer sig med en app og et skærmbesøg, må ikke være målet. Mange velfærdsteknologier kan være et velkomment supplement til medarbejderen i det daglige arbejde. Men det må aldrig erstatte nærvær og medmenneskelighed og påtvinges utrygge borgere.

Du taler for uvarslede tilsyn på plejehjem. Hvilke fordele – og eventuelle ulemper – ser du ved et sådant tiltag?
– Uvarslede tilsyn viser hverdagen som den er. Lige nu og her, når tilsynet træder ind af døren. Der skal ikke kunne planlægges og tilrettelægges med nybagte boller og udvalgte beboere og pårørende.
Jeg har modtaget rigtig mange enslydende henvendelser fra pårørende med hjertegribende oplevelser om deres forældre eller ægtefæller, hvor der intet sker efter en klage. Tilsyn skal være for borgernes bedste og ikke ud fra hvad der bureaukratisk er nemmest.

Hvilken betydning har bydelen Vinge i dine øjne for kommunen?
– Der er to spor i Vinge. Nye medborgere giver skatteindtægter og dermed mulighed for bedre velfærd. Det er positivt. Men det må ikke overstige den realitet, at det koster rigtig mange penge at bygge en ny by på bar mark. Gang på gang har vi af forskellige årsager været nødt til at skubbe planlagte anlægsprojekter de seneste år. Ofte grundet Vinge-udgifter. For hver gang nyt sættes i gang er der forskellige medfølgende kommunale udgifter. Vi er nødt til at se kommunen som en helhed, og ikke sætte Vinge forrest hele tiden.

Hvad bør Frederikssund Kommune gøre for at sikre tidlig indsats og koordineret støtte til sårbare børn og deres familier, så problemer ikke vokser sig større? Hvordan skal det finansieres?
– Det allervigtigste er at kommunen skal være en medspiller og ikke en farlig modspiller. Støttepædagoger og udviklingspædagoger skal kunne tildeles så tidligt som muligt allerede i vuggestue/børnehave. I stedet for anbringelser bør der støttes op om den enkelte familie i eget hjem, så hele familien understøttes i stedet for at splitte familien.

Inge
Inge Messerschmidt (DF) er 65 år og gift med Michael. Hun har en stor og tæt familie bestående af seks børn (tre drenge og tre piger), og Inge er også beriget med seks børnebørn hvor de fire ældste (6 år til 16 år) er i netværkspleje i hendes eget hjem, efter deres mor tragisk blev slået ihjel. En af parrets døtre bor hjemme for en kortere periode så de aktuelt bor syv i det gamle hus ved mark, skov og å fra 1870. Inge bruger meget tid på sin store have, som om sommeren er fyldt med farverige blomster i krukker og bede. I sin øvrige fritid nyder hun at dyrke slægtsforskning.

Andre artikler fra denne uge