Præsten går på pension

Præsten går på pension

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Conny Probst

RYE/KIRKE SONNERUP: “Alting har sin tid”, skrev sognepræst Birgit Svendsen i kirkebladet før jul. Samtidig kundgjorde hun, at hun gik på pension 1. juni. Hun har sin sidste prædiken pinsedag. 

Birgit Svendsen har været præst i de to sogne siden 1. august 1985 og har boet i Rye Præstegård sammen med familien i næsten 35 år. 

1. marts flyttede Birgit Svendsen og hendes mand Peter, så menighedsrådet kunne gå i gang med at klargøre boligen til hendes efterfølger.

I det sidste kirkeblad har Rye- og Kirke Sonnerup menighedsråd sendt en hilsen til hende. De skriver blandt andet:

”Hun har altid udvist interesse i mennesker, i sine medmennesker og i sine sognebørn. Hendes empati, respekt og lytteevne får det bedste frem i andre. Man bliver hørt, når man snakker med Birgit. Hendes interesse i sjælesorg og Master i sjælesorg har gjort, at man altid kunne komme til Birgit, hvis man følte behov”.

– Jeg har haft i hundredevis af individuelle sjælsorgssamtaler, fortæller Birgit Svendsen.

Menighedsrådene takker hende også for hendes prædikener og hendes utallige tiltag:

”Igennem utallige søndage har hun formået at formidle og fortolke tekster i sine prædikener og formået at binde de vigtige budskaber sammen på en fængslende facon. Hun drager dagligdagen, litteraturen, film og meget andet fra dagligdagen ind, hvilket gør evangeliets budskab mere levende og husket”.

”Ved siden af gudstjenester har hun igangsat og stået for utallige tiltag, både arrangementer i kirken, men også foredrag, læsekreds, filmklub for bare at nævne noget. I disse aktiviteter er hendes store kulturelle og historiske viden blevet brugt til stor fornøjelse og lærdom for deltagerne”.

– Jeg er cand.theol. fra Århus Universitet og cand.mag. i historie og religion fra Københavns Universitet, forklarer Birgit Svendsen.

Birgit Svendsen prøveprædikede til embedet i Rye og Kirke Sonnerup sogne den 11. juni og blev ansat den 1. august 1985.

– Det bedste, ved at være præst, har været kontakten til sognets indbyggere i glæde og sorg.

Både Birgit Svendsen og hendes mand er glade for at vandre, så et af ønskerne for fremtiden er vandreture og storbyferier. 

Birgit Svendsen glæder sig også til at læse bøger og til at følge kurser på folkeuniversitetet.

Rye og Kirke Sonnerup menighedsråd holder afskedsreception for Birgit Svendsen den 20. september i Karleby Forsamlingshus. Alle er velkomne.

Fotos: Steen Westh[/vc_column_text][vc_single_image image=”42741″ img_size=”7800×1201 pixel”][vc_single_image image=”42742″ img_size=”800×1205 pixel”][vc_single_image image=”42743″ img_size=”800×1205 pixel”][/vc_column][/vc_row]

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »