Mindeord


HORNSHERRED Fra Asger Thomsen, Kirke-Hyllinge har vi modtaget nedenstående mindeord:

Billedkunstneren Eva Floryan, Englerup, er gået bort, 92 år gammel.

Hun voksede op i et intellektuelt og kunstnerisk hjem i Warszawa, hvor familien under 2. verdenskrig var aktiv i den polske modstandsbevægelse med blandt andet at hjælpe jøder på flugt.

Til sidst måtte familien flytte til Olsztyn i det nordlige Polen, efter at Warszawa var helt sønderbombet.

Eva Floryan uddannede sig til kemiker og fik i 1960 et stipendium ved universitetet i Cambridge. Ved en international konference i Wien mødte hun nogle danske videnskabsmænd inden for atomfysik, og fik ansættelse ved forsøgsstation Risø, hvor hun arbejdede, indtil hun i 1981 valgte beskæftige sig med tegning, maleri og illustrationer, og samme år ansatte Søren Ryge Petersen hende ved tidsskriftet ”Haven”, som han var redaktør af.

Eva Floryan købte i 1978 en stor bakket grund i Englerup med udsigt over Isefjorden, og hun og ægtefællen, Leif Løvborg, der var geolog på Risø, byggede en smukt landligt hus med atelier, hvor hun boede til 3 uger før sin død.

I 2003 var hun medstifter af Bramsnæs, nu Lejre, Kunstforening og var utrolig aktiv med at arrangere udstillinger, koncerter og matinéer i Skibby Kino samt i Felix i Lejre og Hvalsø Kulturhus, samtidig med at hun selv udstillede over hele landet.

Floryan skrev i sine sidste år sine farverige og dramatiske erindringer, der selv om de slutter ved murens fald, fylder 266 tætte sider og er forsynet med kyndige historisk-politiske noter af hendes søn, Jan Jakob Floryan, mangeårig politisk korrespondent ved DR.

Hendes farverige virksomhed og store vid vil udover af familie og venner være savnet af mange.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »