Lejre Kommune er med i Giftfri Have

Lejre Kommune er med i Giftfri Have

LEJRE KOMMUNE: Lejre Kommune har netop tilmeldt sig initiativet Giftfri Have og kan dermed kalde sig Giftfri Kommune.

Det er Danmarks Naturfredningsforening og Praktisk Økologi, der sammen står bag Giftfri Have. Formålet er at undgå brugen af gift i private haver og på offentlige arealer. 

Borgmester Carsten Rasmussen mener, det er naturligt, at Lejre Kommune nu går med i initiativet:

– Det er mange år siden, vi holdt op med at bruge gift på de offentlige arealer i Lejre Kommune. Det er egentlig ikke noget, vi har skiltet så meget med. Det har været en del af vores samlede bestræbelser på at passe på naturen, miljøet og kommunens borgere. Men det bliver stadig mere tydeligt, at grundvandet er truet af forurening. Derfor giver det mening at gå med i en landsdækkende kampagne. 

Helt præcist er det 6.124.306 m2, Lejre Kommune har tilmeldt Giftfri Have.  

– Vi vil nu tage kontakt til vandværker i kommunen og foreslå en fælles oplysningskampagne. Den skal opfordre især private haveejere til at holde sig fra kemiske ukrudtsmidler, sneglegift og den slags. 

– Det vil måske kræve lidt mere manuelt lugearbejde, men det er en investering i vores fælles grundvand og biodiversitet. I øvrigt er jeg overbevist om, at mange af kommunens haveejere allerede er gået den vej, siger Carsten Rasmussen.

Tilsammen dækker Giftfri Have et areal på næsten 115 millioner kvadratmeter på danmarkskortet. 

Det svarer til 20 kvadratmeter per dansker. Man kan tilmelde sig på www.giftfri-have.dk.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »