Lastbil og personbil stødte sammen på Hornsherredvej

Lastbil og personbil stødte sammen på Hornsherredvej

HORNSHERRED: Tirsdag i sidste uge fik Midt- og Vestsjællands Politi et opkald om, at en lastbil og en personbil var stødt sammen på Hornsherredvej cirka 300 meter nord for rundkørslen ved Munkholmvej.

Ambulance- og redningspersonale blev sendt til uheldsstedet, ligesom lægehelikopteren blev rekvireret.

På uheldsstedet var redningspersonalet i gang med at redde føreren og en passager ud fra en personbil med store skader i fronten. En 47-årig mand fra Jægerspris, var – som fører af den lastbil, der også var involveret og havde skader i fronten – sluppet fysisk uskadt som følge af sammenstødet med personbilen.

Redningsarbejdet på uheldsstedet medførte spærring af Hornsherredvej i begge retninger, så omkørsel måtte foregå via Munkholmvej og Lejregårdsvej.

En 81-årig kvinde fra Kirke-Såby blev som passager i personbilen reddet ud og med en ambulance kørt på skadestuen til behandling for sine skader. Senere på dagen blev hun dog overført til Rigshospitalet, hvor hun blev indlagt til fortsat behandling af de skader, som hun pådrog sig ved sammenstødet med lastbilen.

En 88-årig mand også fra Kirke-Såby blev efterfølgende som fører af personbilen reddet ud og fløjet med lægehelikopteren til Rigshospitalet, hvor han blev indlagt til behandling for alvorlige kvæstelser.

En foreløbig konklusion efter undersøgelserne og sammenholdt med diverse afhøringer er, at lastbilen kørte i sydlig retning, da personbilen af p.t. ukendte årsager tilsyneladende kom over i lastbilens kørebanehalvdel. Trods forsøg på at undvige kunne lastbilchaufføren ikke undgå stort set frontalt sammenstød med personbilen, der blev slynget ud i rabatten som følge af sammenstødet.

Lastbilchaufføren deltog i både en alkometer- og narkometertest, som begge var negative. Politiet har rutinemæssigt begæret udtagelse af en blodprøve af den 88-årige fører af personbilen for at få afklaret, hvorvidt han kan have været påvirket af alkohol eller andet under kørslen.

Bugseringskøretøj sørgede for fjernelse af personbilen, og undersøgelserne på uheldsstedet var afsluttet efter to timer, hvor Hornsherredvej blev åbnet for trafik igen.

Hornsherred

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »