Kortlægning af særlig natur i private skove

Kortlægning af særlig natur i private skove
Biolog undersøger dødt træ i forbindelse med kortlægning i statsskovene. Nu er det de private skoves tur. Arkivfoto: MST

Kortlægningen skal danne grundlag for at passe på naturen og kan være et første skridt mod certificering af flere skove.

NATUREN: De første tests er nu igangsat til kortlægning af den naturmæssigt særlig værdifulde skovnatur i private skove.

Til opgaven vil Miljøstyrelsen benytte sig af kunstig intelligens: Computere skal forudsige, hvor naturen er ved at afkode luft- og satellitfotos og kombinere det med data om skovenes jordbund, vand og terræn.

Kortlægningen i de private skove vil ske i tæt koordinering med skovejernes brancheorganisation Dansk Skovforening.

Der er ca. 630.000 ha skov i Danmark, heraf er omkring tre fjerdele privatejet.

Miljøstyrelsen har etableret en følgegruppe med repræsentanter fra erhvervet, grønne NGOer og certificeringsorganerne.

Baner vej
for certificering

I takt med, at fældningen af certificeret træ fra mange statsskove i de kommende år udfases, vil efterspørgslen efter certificeret træ fra andre skove stige.

– Efterspørgslen efter certificeret træ vil ikke blive mindre de kommende år, men udbuddet fra statsskovene kommer til at falde. Derfor er der en vigtig plads på træmarkedet, som vi håber, at de private skovejere vil udfylde. Men det kræver, at skovene bliver certificeret, og et vigtig skridt til dette er en kortlægning af den naturmæssigt særlig værdifulde skov, fortæller kontorchef Katrine Hahn Kristensen fra Miljøstyrelsen.

Naturstyrelsen er i dag den største danske leverandør af certificeret træ til savværkerne.

Fakta

I 2016 og 2017 blev i alt 6.191 hektar naturmæssigt særlig værdifuld skov kortlagt i de offentlige skove.

Myndighederne besøgte et areal, der var tre til fire gange så stort for at nå i mål med opgaven.

Ved at anvende den nye metode med kunstig intelligens er målet at begrænse det areal, der skal besøges for at finde den særlig værdifulde skovnatur.

Første trin i kortlægning med kunstig intelligens er, at den kunstige intelligens skal lære, hvordan særlig værdifuld skovnatur ser ud.

Det sker ved at fodre computeren med en masse data fra kortlægningen af naturmæssigt særlig værdifuld skov i blandt andet statens skove.

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »