Af Tomas Skov
FREDERIKSSUND KOMMUNE: Fredag 2. oktober fra kl. 15-19 fejrede Frederikssund Erhverv erobringen af helt nye og moderat større lokaler i Ågade 1B – og de blev fyldt godt op af gæster allerede fra starten.
Dagen startede med Åbent Hus og reception med netværk, kaffe, kage og bobler, mens der var indlæg fra både borgmester Anne Sofie Uhrskov, udvalgsformand Anna Poulsen samt bestyrelsesformand Joakim Rasmussen.
Som nogle vil vide ligger Frederikssund Kommune i den absolutte bund i årets undersøgelse Lokal Erhvervsvenlighed udgivet af Dansk Industri. Efter elendige placeringer som nummer 87 i 2024 og nummer 89 i 2025, lykkedes det Frederikssund Kommune at indtage den absolutte bundplacering i undersøgelsen fra september i år. På den baggrund valgte Joakim Rasmussen at bruge en metafor fra sin tid som racerkører.
– Det er altid træls at starte sidst i feltet – men det er også et virkelig godt udgangspunkt, for du kan kun gøre det bedre. Vi skal bruge denne lussing, som sidstepladsen er, til at gøre det bedre fremover, sagde bestyrelsesformanden.
Det kunne ingen være uenige i, og med de ord og de fortjente klapsalver skruede dagens DJ op for musikken, mens bartenderen åbnede for ølhanerne.














