Kommunaldirektør søger nye udfordringer

Kommunaldirektør søger nye udfordringer

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Efter 13 år i Frederikssund Kommune har kommunaldirektør Ole Jacobsen valgt at søge nye udfordringer uden for den kommunale sektor. Han tiltræder stillingen som administrerende direktør i DAB (Dansk Almennyttigt Boligselskab).

– Det har været en fantastisk rejse at være med i Frederikssund Kommune helt tilbage fra kommunesammenlægningen i 2006. Jeg har altid fundet stor inspiration i at arbejde for fælleskabet i Frederikssund Kommune, men efter 13 år var det tid til nye udfordringer for mig. Da stillingen som administrerende direktør i DAB dukkede op som en mulighed, var jeg nødt til at række ud efter den. Det bliver med vemod, at jeg kommer til at sige farvel, men også med en forventningens glæde om at lære en ny sektor bedre at kende, siger Ole Jacobsen om sit jobskifte.

Ole Jacobsen begyndte sin karriere i Frederikssund Kommune den 1. august 2006, hvor han tiltrådte stillingen som direktør for Opvækst og Uddannelse. I slutningen af 2008 skiftede han denne ud med titlen som kommunaldirektør.

– Det er med beklagelse, at jeg har modtaget meldingen fra Ole. Han har de sidste mange år ydet en kæmpe indsats for Frederikssund Kommune. Både på de interne og de eksterne linjer har han været en fremragende ambassadør for kommunen. Jeg forstår derfor godt, at man har fået øje på hans kvaliteter uden for Frederikssund Kommune og udenfor den kommunale sektor. Jeg har sat meget stor pris på mit samarbejde med Ole både i tiden som menigt byrådsmedlem og naturligvis i de sidste 5½ år i borgmesterstolen, fortæller borgmester John Schmidt Andersen.

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »