Kan vi regne med en dispensation?

Kan vi regne med en dispensation?

Læserbrev

Af Inge Messerschmidt spidskandidat og gruppeformand Dansk Folkeparti (O)

For et år siden fik jeg en borgerhenvendelse fra en ældre medborger, der for mange år siden – 18/juni 1999 – havde fået en personlig dispensation, der gjaldt den tid, borger boede på matriklen i forhold til sin dagrenovation. Borgeren havde af helbredsmæssige årsager behov for, at skraldestativ stod tæt på hus, så derfor tømte skraldemanden skrald ved husets gavl, der var længere væk fra skel mod vej, end regulativet foreskrev. Dispensationen var endda givet med Arbejdstilsynet billigelse. Og borgers situation er gennem årene ikke blevet bedre – tværtimod.

Dette har fungeret upåklageligt siden 1999.

Pludselig i forbindelse med kommunens nye affaldssystem modtager borger besked om, at nu bortfalder dispensationen! Ifølge det nye affaldsregulativ gælder dispensationen ikke mere.

Jeg undersøger på teknisk forvaltning, hos udvalgsformanden for Plan- og teknik, hos Dansk Folkepartis kommunalordfører der stiller spørgsmål om dette til ministeren. Spørgsmålet har endda været hos Ombudsmanden, dog forespurgt af anden kommune.

Alle siger det samme. Dispensationen er ikke lovlig, da der ikke var/er lovhjemmel til dette i lovgivningen!

Så langt så godt!

Så er det bare, jeg undrer mig.

Kommunen giver en dispensation på brevpapir med kommunens logo og underskrevet af en betroet medarbejder på affaldskontoret.

Hvordan kan man så mange år efter annullere dispensationen?

Hvis kommunen tilbage i 1999 har lavet en fejl?

Skal det gå ud over borgeren i dag?

Vi skal vel kunne stole på de tilladelser/dispensationer, vi får tildelt!

I min verden kan man ikke bare annullere en ordning og lade borger i stikken uden at erstatte med noget andet.

Og det kunne helt sikkert ordnes ret uproblematisk. Kunne kommunen mon få en frivillig eller et ungt menneske til at køre skraldestativet ud de få gange, det drejer sig om? I stedet for at trække på skuldrene og nærmest sige, at det er bare ærgerligt! Det må kunne lade sig gøre.

Uanset hvad, så handler det om ordentlighed!

Andre artikler fra denne uge

Danmark Spiste Sammen


Fællesspisning af brændende kærlighed – uden rødbeder. SKIBBY: 54 deltagere havde fundet vej til Ældre Sagen Skibbys arrangement i samarbejde

Læs mere »