Hva’ med at bo i Vinge Kommune

Hva’ med at bo i Vinge Kommune

Af Søren Skov
Nyvej 6
4050 Skibby

Da jeg flyttede tilbage til Skibby i 2019, var det ikke tilbage til Skibby Kommune, som jeg var født og opvokset i, men til Frederikssund Kommune, og her efter nytår ser jeg i lokalaviserne, at flere af de folkevalgte gerne vil debattere min nye kommunes navn.

Et sådant navneskifte er formentlig en god idé i forhold til branding og så videre i moderne og fremadrettet mindset.

Om end jeg som gammel kyniker selvfølgelig altid har i baghovedet, at der kan ligge noget andet (negativt) bag, som politikerne ikke ønsker at tale om, når den slags bliver bragt på bane.

Men jeg kan ende med at have boet i samme by to gange under tre forskellige kommunenavne.

Og dét er jo ganske underholdende, selv om lokale medborgere ældre end 60 år fra Ferslev-Vellerup og Skuldelev-Selsø kommuner allerede kan prale af det samme, men så har de altså potentielt deres fjerde kommunenavn på vej.

Så for nu at være konstruktiv:

Kommunens administration har syntes, at de skoler i Skibby, jeg gik i, nu alle skal hedde ”Fjordlandsskolen” sammen med et par af de andre, nærliggende skoler, og til en familiesammenkomst talte vi om, at ”Fjordland Kommune” jo kunne være et godt, samlende navn – indtil én trak ind, at det mener man næppe i og omkring Slangerup, der som sådan ikke så meget er fjordland.

Men så har vi jo en lokal tilknytning til vikingetiden, der kunne begrunde ”Vikinge Kommune”, noget som de aktive i vikingespillene, der begyndte i 1950’erne nok kunne leve med.

På den anden side er Frederikssund først grundlagt i 1578, altså næsten 800 år efter vikingetiden begyndte – og man flytter næppe byråd og kommunal centraladministration til et sted med tilknytning til vikingetiden.

Så for at være moderne og fremadrettet i mit mindset vil jeg foreslå navnet ”Vinge Kommune”.

Dette navn må være hundreder af millioner værd og kan da umuligt falde nogen for brystet.

Andre artikler fra denne uge