Fra politiets døgnrapporter

Fra politiets døgnrapporter

Uddrag fra anmeldelser til Nordsjællands og Vest- og Midtsjællands Politi i den forgangne uge.

FREDERIKSSUND OG LEJRE KOMMUNER: Tricktyv på spil, Frederikssund: En mand kom torsdag formiddag kort før klokken 11.00 ind i Hair by Vanman, hvor han viftede med et stykke papir og sagde noget uforståeligt. Han blev bedt om at forlade frisørsalonen, og da han var gået, viste det sig, at to mobiltelefoner var blevet stjålet. Manden beskrives som mellemøstlig af udseende, 40-50 år, almindelig af bygning, brun i huden med kort sort hår. Han talte på et fremmed sprog og var iført sort jakke, cowboybukser, kondisko samt hue eller kasket.

Kørte uden kørekort, Skibby: En 52-årig mand fra Roskilde blev torsdag aften klokken 17.24 standset, da han kom kørende af Hovedgaden. Da den 52-årige ikke havde noget kørekort, blev han sigtet for kørsel uden førerret.

Arbejdsulykke, Enghavevej, Kirke-Hyllinge: Klokken 09.55 fik politiet en melding om, at en person var kommet til skade med en finger i forbindelse med sit arbejde. 

Det viste sig, at en 45-årig mandlig elektriker fra Kalundborg havde været ved at fræse riller i en væg, da han kom til skade med en finger i rillefræseren. Han blev i den tilkaldte ambulance bragt til skadestuen i Holbæk til de indledende undersøgelser, men senere overført til Odense Universitets Hospital til yderligere behandling. 

Arbejdstilsynet blev tilkaldt til arbejdspladsen for at klarlægge de nærmere omstændigheder i samarbejde med politiet, så politiet senere kan afgøre, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Mand antastede kvinde, Frederikssund: Klokken 16.50 blev det anmeldt på vegne af en 17-årig kvinde, at hun mandag aften omkring klokken 21.40-22.10 var blevet antastet af en fremmed mand på Jernbanegade ved Frederikssund Station.

Kvinden havde stået og ventet på en veninde, da en fremmed mand kom til stedet. Han havde taget fat i kvindens jakkeærme, ligesom han havde prøvet at hive bukserne af hende. En fremmed kvinde var dog kommet til stedet, og hun havde spurgt, ”hvad sker der her?”, hvilket fik manden til at forsvinde.

Manden beskrives som: Mand, dansk af udseende, 50-60 år, 170-175 cm høj, kraftig af bygning, hvid i huden, med gråt, tyndt, kort hår. Lugtede af sved og øl.

Kvinden, der var kommet til stedet, beskrives som: Kvinde, cirka 30 år, cirka 175 cm høj, med langt lyst hår, iført lang sort jakke og støvler. 

Nordsjællands Politi vil meget gerne høre fra kvinden samt andre, der måtte have oplysninger af relevans for sagen. Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114.

Færdselsuheld, Jægerspris: Klokken 19.04 skete der et færdselsuheld på Svanemosevej nær Neder Draaby Mark, da en bil ført af en 37-årig mand fra Kgs. Lyngby og en knallert ført af en 17-årig mand fra Jægerspris stødte sammen.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor den 37-årige blev sigtet for ikke at have overholdt sin ubetingede vigepligt, mens den 17-årige blev kørt til kontrol på skadestuen. Han var ikke umiddelbart kommet alvorligt fysisk til skade.

Spirituskørsel, Bygaden, Kirke-Hyllinge: Klokken 09.35 en 53-årig lokal mand anholdt og sigtet for spirituskørsel i en personbil på Bygaden i Kirke-Hyllinge. Han blev løsladt efter at have fået taget en blodprøve.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »