Forslag om besparelser for 42 millioner kroner

Forslag om besparelser for 42 millioner kroner

Der skal spares minimum 25 millioner kroner i budgettet. I høringsmaterialet er der spareforslag for 42 millioner kroner.

FREDERIKSSUND KOMMUNE: På Økonomiudvalgets seneste møde blev det besluttet at sende en række forslag vedrørende Budget 2020 – 2023 i høring frem til den 22. september. 

Da de årlige økonomiforhandlinger mellem regeringen og kommunerne først ventes færdige noget senere end normalt, er arbejdet med budgetforslagene forsinket. Derfor er høringsmaterialet til budget 2020 – 2023 med forbehold for effekterne af den kommende økonomiaftale. 

Den borgernære velfærd
Antallet af små børn og ældre stiger i de kommende år. Samtidig stiger udgifterne også til blandt andet specialundervisning, handicappede, offentlig transport og på familieområdet.

Derfor foreslår Økonomiudvalget at tilføre budgettet yderligere 63,5 millioner kroner årligt. Herunder 18 millioner kroner ekstra til specialundervisning, godt 14 millioner kroner mere til familieområdet, 27,5  millioner kroner til voksenhandicapområdet, cirka ni millioner kroner ekstra til ældreområdet og 2,5 millioner kroner til offentlig transport.

For at sikre et økonomisk råderum til udvidelsen af budgettet, har Økonomiudvalget besluttet et sparekrav på minimum 25 millioner kroner, hvilket er lidt under en procent af de samlede nettodriftsudgifter på cirka 2,9 milliarder kroner.

Sparekravet er med forbehold for, at konsekvenserne af økonomiaftalen mellem regeringen og KL endnu ikke kendes. 

Endvidere er det forudsat,  at Frederikssund kommune kan overskride servicevækstrammen uden økonomiske konsekvenser.

Høring og borgermøde
Der er både tale om forslag til udvidelser af budgettet og forslag til besparelser.
Der er forslag til besparelser for 42 millioner kroner og forslag til udvidelser af budgettet for 4,9 millioner kroner i 2020. 

Høringsmaterialet indeholder også anlægsinvesteringer for 11,7 millioner kroner i 2020. 

På byrådsmødet den 5. november træffes der endelig beslutning om, hvilke budgetforslag, der skal implementeres.

Man kan finde høringsmaterialet på www.frederikssund.dk/budgetforslag2020. Her kan man også se, hvordan man afgiver høringssvar.

På hjemmesiden vil man også kunne finde oplysninger om og tilmelding til borgermødet, der holdes onsdag den 11. september klokken 19 i Frederikssundhallen.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »