Af Inge Messerschmidt
gruppeformand Dansk Folkeparti
En ærgerlig oplevelse som mange af os sikkert kender.
Parkeringsregler er en jungle og findes over alt. På private parkeringspladser og på kommunale parkeringspladser. Ofte forskellige, som vi skal forholde os til.
I sin tid, da kommunen indførte p-vagtordningen på kommunale arealer, var der formodentlig et behov for denne ordning.
Forventningen var, at det skulle løbe rundt økonomisk og dermed hvile i sig selv. Men som så meget andet, er det en levende masse, der forandrer sig.
Det er en aflønnet parkeringsvagt på deltid, som har kontakten til Parkeringskontrol Nord, der varetager sagsbehandlingen for Frederikssund Kommune.
Det har hidtil været sådan, at staten skulle have 50 procent af parkeringsindtægterne, mens kommunen kunne beholde resten.
I Frederikssund Kommune er de parkeringsindtægter, som kommunen har kunne beholde, anvendt til betaling af Parkeringskontrol Nords ydelser samt aflønning af p-vagten (hvis der var økonomi til dette, ellers skete aflønning fra kommunen)
Fra starten af 2019 besluttede Regeringen at ændre statsandelen fra 50 til 70 procent. Dette medfører, at ordningen fremover ikke mere løber rundt i Frederikssund, men at der vil fremkomme et underskud.
Er det så en god ordning? Skal vi forholde os til et underskud i budgettet år for år?
Dansk Folkeparti opfordrer til, at vi som kommune går forrest og forholder os til p-vagtordningen og dermed samtidig sender et signal til de erhvervsdrivende i kommunen.
Vi ønsker, at der kommer turister til kommunen – endagsturister men også turister der holder længere ferie. Vi ønsker, at folk kommer til kommunen for at handle.
Men der er ikke noget, der er mere negativt ladet end at komme ud til bilen med en gul hilsen i forruden. Det fremmer ikke just lysten til at komme tilbage til Frederikssund. Og hvis det så samtidig er en udgift på et måske seks-cifret beløb for kommunen, giver det ingen mening. Det kan vi ændre på!