Virtuos duo rammer Rejsestalden

Virtuos duo rammer Rejsestalden
Paul Banks har optrådt som solist og som front i diverse egne grupper, men også med blandt andet Hanne Boel og Sebastian. Med sin elektrisk/akustiske violin i særklasse lægger Martin Andersen en iørefaldende stil i orkesteret.

Paul Banks & Martin Andersen hos Musik mellem Fjordene.

JÆGERSPRIS: Sommeren går på hæld og efteråret trænger sig på. Bladene falder af træerne og mørket sænker sig langsomt. Det bliver tid til blues.

Fredag 20. september får Musik mellem Fjordene besøg af Musikorkestret / Paul Banks & Martin Andersen i Rejsestaldens hyggelige lokaler kl. 20.00.
I første halvdel af 1980erne var Musikorkestret landets måske travleste orkester med 250 årlige koncerter. Gruppens varemærke var virtuost spil, frygtløse og uforudsigelige kollektive improvisationer, melodiøse sange – og ikke mindst et medrivende groove.
De meget forskellige personligheder indtog de største festivalscener og mindste klublokaler med samme spilleglæde, energi og selvfølgelighed. I 1985 opløstes orkestret – det blev til 25 års pause, inden de alligevel ikke kunne lade være.
Oprindeligt var MusikOrkestret en kvartet, hvor også bassisten Hugo Rasmussen var med. Efter Hugos død fortsatte Musikorkestret som trio.

Fra trio til duo
Jørgen Lang – Danmarks nok bedste bud på en virtuos bluesmundharmonikaspiller af international klasse – døde desværre i foråret 2024, lang til efter at Rejsestalden havde lavet denne koncertaftale. Nu stiller orkestret op som duo.
Paul Banks har i den mellemliggende tid optrådt som solist og som front i diverse egne grupper, men også med blandt andet Hanne Boel og Sebastian.
Med sin elektrisk/akustiske violin i særegen klasse lægger Martin Andersen en i høj grad iørefaldende stil i orkesteret. Han har de senere år hovedsageligt optrådt med Benny Holst Trio,
Gruppen udgav tre plader i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne, men Musikorkestret er et udpræget liveband, og deres unikke sammensætning af akustiske instrumenter og brede publikumsappel er stadig enestående på den danske musikscene.
Glæd dig til endnu en god musikalsk oplevelse hos Musik mellem Fjordene.

Billetter købes via link på
musikmellemfjordene.blogspot.com

/TS

Andre artikler fra denne uge

Frederikssund Marine Venner


Læserbrev Af Kurt Terkelsen 4050 Skibby Marineforeningen Frederikssund og Omegn/Danmarks Marineforening, har ekskluderet mig, fordi jeg har oprettet ”Frederikssund Marine

Læs mere »