Venslev Høkeren klar med nyt kulturtiltag

Venslev Høkeren klar med nyt kulturtiltag
Jægerspris slotshave.

VENSLEV: Pinselørdag klokken 11 byder Venslev Høkeren alle interesserede velkommen til fernisering på den første kunstudstilling i en ny udvidelse af caféen.

Med udvidelsen er der skabt perfekte rammer for fremover at kunne præsentere lokale kunstneres værker. Samtidig åbner det for en række aktiviteter, der hidtil ikke har været plads til.

– Vi er glade for, at det er lykkedes at udvide caféområdet ved at inddrage dele af baglokalerne. Det betyder, at Venslev Høkeren i højere grad vil kunne danne rammen om aktiviteter. Hele tanken er, at det skal være med til at skabe oplevelser til gavn for både lokalbefolkningen og turister, fortæller Ejlif Thomasen, der er formand for Andelsforeningen Venslev Høkeren.

Det nye tiltag understreger Venslev Høkerens rolle som kulturhus.

Lokal kunstner med færøske rødder

Den første kunstner, der kan præsentere sine værker i Venslev Høkerens lokaler, bliver Frybjørg Kruse, der er født og opvokset på Færøerne, men gennem de seneste 17 år har haft fast tilknytning til Hornsherred.

Maleren er draget af Isefjordens lys og har ofte funder motiver ved Over Dråby Stand.

Frivillige arrangerer udstillingerne

Både den aktuelle udstilling og de efterfølgende bliver arrangeret af et kunstudvalg, der er etableret blandt frivillige med tilknytning til Venslev Høkeren.

Det betyder, at der fremover kommer en række udstillinger, hvor lokale kunstnere kan præsentere deres værker.

Det er Jonna Dall, der er kontaktperson i kunstudvalget. Hun har en faglig baggrund som historiker og stor interesse for kultur og kunst.

Udstillingen vil være åben for interesserede alle dage, når der er åbent hos Høkeren. Det er fra klokken 8 til 18 i hverdage og fra 8 til 14 alle andre dage – 365 dage om året.

Venslev Høkeren har netop taget hul på sit syvende år som samlingssted for området beboere og turister. Her kan man udover købmandsvarer købe nybagt brød og frisksmurte sandwiches hver dag. Samtidig er der et stort udvalg af lokale kommissionsvarer.

Adresse: Bygaden 22, Venslev, 4050 Skibby.

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »