Ugens klumme Nanny Kragh Mortensen

0

Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.

Så er det forår  …. og vi skal til at bryde ”forpupningen”

Nu blev det min tur igen – og hvad skal jeg så skrive om denne gang? 

De to foreninger/netværk jeg er engageret i ligger stadigvæk i skrivende stund stille, dog er første bestyrelsesmøde  planlagt. 

Tja – jeg tænkte lige på – at jeg kunne skrive om de gaver man får – sådan helt ud i det blå – og hvor glad det gør en med det uventede!

Jeg kunne også skrive om, hvor interessant (og langsommeligt og til tider udfordrende) det har været at finde og skrive historien om min mands og mine aner – at nå ned i 1700 tallet og holde styr på 64 aner….og blive helt rundtosset af at få skrevet det ned i en tekst……

Men nu er det jo forår og vi skal UD!

Så en af mine yndlingsforfattere skal have pladsen i dag. Han gik og gik rundt her på egnen i 1880’erne – havde et fejende slag over skuldrene og en stor sort hat på hovedet. Han var anderledes, skilte sig ud fra mængden – var fra Jylland og havde boet en del år i Nyboder. Han havde ikke en ærlig mands arbejde – gik, tænkte, sludrede med dem han mødte – og brugte øjne og ører og sugede det liv, der levedes på egnen, ind. 

Og hvad så han? Store skel mellem gårdmænd og daglejere, forslidthed, sygdom, død, armod.

Gad vide, hvad de lokale så? En dagdriver? En drømmer? En levemand?

Det er selvfølgelig Henrik Pontoppidan, som havde set sig varm på en gårdmandsdatter fra Østby og higede efter det ukomplicerede, varme fællesskab han så for sig, når han stødte på ungdommen derfra f.eks. på Jørlunde Højskole, hvor han havde arbejde som højskolelærer, da han havde forladt studiet på Polyteknisk Læreanstalt. Hun vil gerne have ham – og de gifter sig og får 3 børn sammen. Katastrofen indtræder, da den ældste pige dør, og Pontoppidan kan næsten ikke få sit liv til at hænge sammen. Er det alt den dårligdom, der findes her med fugtige huse – ja i det hele taget dårlige boligforhold. 

De flytter herfra, og han svigter alle de småkårsfolk, som troede, at han var deres næste rigsdagsmand – som ville tale deres sag. Han svigter så også sin gode kone, da han bliver inviteret på badehotel i Jylland – og der forelsker sig i en formuende kvinde fra København, som er på badehotel med sin mor og søster. 

Jamen dog. Han skulle kun have været der 1 uge – men det trækker ud med at komme hjem, og da han endelig løsriver sig fra badehotellivet, og da han endelig besinder sig og kommer hjem, er konen rejst hjem til sine forældre i Østby. Man kan næsten ikke forestille sig et større skift fra en lavloftet, fugtig stue i en længe på en gård og en borger-lejlighed i København. 

Men Østby og området havde sat sig spor i Pontoppidans sjæl. Derfor skrev han noveller, som blev udgivet i forskellige sammenhænge og i dag er samlet i novellesamlingen: Fra Hytterne. Men fokus på bl.a. de noveller fik han i 1917 Nobels Litteraturpris for at skildre det liv, der blev levet på landet. Jeg bilder mig ind, at hans bedrift bestod i at beskrive og dermed sætte fokus på, at tingene skulle forandres – også for de mindre bemidlede. Når man samtidig nyder hans psykologiske indsigt og sproglige formået – er det jo fantastisk!

Så smør og puds cyklen – kør Pontoppidanruten, der er på 21,5 km i alt + genforeningsstenen på Kalvøen, eller vælg lidt ud, som du kan overkomme – f.eks. start på Østby Havn og hør om forelskelsen i bondepige og hendes flok, kør til Østby gadekær og hør/læs om Pontoppidans liv der og giftermålet, fortsæt til Hellesøvejen og hør/læs om bakken og de små hytter som krøb i ly der, fortsæt til Selsø Kirke og hør/læs om giftermål og sorgen over tabet af datteren og endelig Møllekrogen, hvor huset, som dengang var Færgemandens residens og pakhus stadigvæk lyser op på kanten af fjorden og fortæller om, hvordan man færdedes for ca 140 år siden. Der er borde og bænke mange steder, så madpakken og kaffen kan nyder – og så er der så mange smukke kig – mod vand og land – at øjne og sjæl fyldes af gode billeder. 

Hvis man har lyst har Skuldelev Præstegård også et skilt stående (overfor den nye, flotte Dagli’Brugs) og i Skibby står et skilt ved Elmegården, der fortæller om en Arbejdsanstalt, som blev bygget for måske 150 år siden,  og hvis man vil gøre endnu mere ved det, kan man læse novellerne og både forfærdes og more sig over optrin, som skulle være skildret ganske pålideligt. Man kunne vel egentlig godt have den lille novelle samling i lommen og så tage sig tid til at læse undervejs, så har man en hel dagstur. Hele ruten kan ses på nettet  – søg: Pontoppidanruten – og GOD TUR.

(NB. Nordea Fonden har bevilget 5,7 mio til Syddansk Universitet mhp at udforme Danske Digterruter , så vi er fremme i skoene på Hornsherred – lige på det her punkt.  Selv glæder jeg mig også til at opleve Danmark i andre digteres fodspor).

I mange år var Nanny Kragh Mortensen konsulent indenfor læsning, læse-skrivevanskeligheder og specialpædagogik. Nu hvor hun har masser af tid bruges den på familien, læsning, maleri, slægtsforskning og  Skuldelev-Selsø Multikulturforening og Kaffeklubben i Skuldelev. Nanny bor lige midt imellem Skuldelev og Østby

Deltag i debatten
Share.

About Author