Ugens klumme af Nanny Kragh Mortensen

Ugens klumme af Nanny Kragh Mortensen

Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles,
at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode
personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Hornsherred i centrum.

Det er forår og alting klippes ned…..

Benny Andersen skrev denne søde,
sjove vise i 1981 og første vers lyder: 

Det er forår. Alting klippes ned.

Der beskæres i buskadser og budgetter.

Slut med fordums fede ødselhed.

Vi begynder at træne til skeletter.

Jeg blir fem år ældre

ved hvert indgreb i min pung,

men når forårssolen skinner,

blir jeg ung!

Jeg elsker den der balance mellem optimIsme og pessimisme – den humor, som han er så uovertruffen til at skrive ind i sine digte, og i sidste ende bliver man bare glad af at læse/synge disse viser. 

Når den her klumme kommer i Lokalavisen har vi for længst haft vores sangdag i Kaffeklubben i Skuldelev, og vi har sunget ovennævnte sang og mange andre (God morgen Lilleland, Et jævnt og muntert, virksomt liv, Jens Vejmand, Lærkereden, Barndommens Land, Den danske sang, Kringsat av fiender, Den blå anemone, Det dufter lysegrønt af græs — m.fl.) og haft den store glæde sammen med Johannes og Stig, at synge smukke tekster og skønne melodier. 

Her i huset sang vi hver morgen med DR og Philip Faber under corona nedlukningen. Dag for dag blev vi bedre og bedre til at synge og fik en dejlig start på dagen. Da Faber stoppede, stoppede vi også – og det er lidt ærgerligt, for man bliver jo bedre til at synge ved at synge (sådan er det jo med alle ting – øvelse gør – om ikke mester – så dog en bedre 😊). 

I det hele taget er musik bare noget, der går ind i en og gør godt. 

Der er så mange forskellige slags musik, som på hver deres måde, er godt for sjæl og øre – og ikke mindst humør. 

I Skuldelev-Selsø Multikulturforening har vi i gennem mange år holdt 2-3 (4) koncerter om året – med skotsk/irsk folkemusik eller kopier af folkelige sangere (Kim Larsen, Bamse m.fl). Nu har vi bedt MC Hansen –  en sjællandsk ”Niels Hausgaard” – komme forbi den 1. april og give os en koncert med historier fra livet, som det udspiller sig lige her og nu. Jeg tror, at det bliver en dejlig aften, hvor man hygger, lytter og slapper af sammen – og måske får man også lidt med hjem at tænke over – hvem ved? 

I maj kommer en velspillende DUO 413 – der som navnet antyder, giver den hele armen med alle de sange, som ligger i underbevidstheden fra tidlige tider – og det er en fest! (Vores forening hedder ikke for ingenting:  ”Multikultur” (udover musik har vi også foredrag, Hjertestartedemo og Fotorally her i foråret, så Multikultur navnet lever vi op til).

Der er jo masser af forskellig musik – selv jeg har købt billetter til Steffen Brandt i Kirke Hyllinge kirke i april, ”Beatles” koncert med symfoniorkester i København i maj, og i Rejsestalden præsenterer de flere koncerter her hen over foråret. Særlig en koncert med inspiration fra Tove Ditlevsen lokker. 

Det er faktisk mere tid end muligheder, der mangler, hvis man har lyst til at høre forskellig musik.

Af og til sætter jeg mig til klaveret og spiller – efter højskolesangbogen eller andre noder, jeg har fået kig på – og lige meget hvor uduelig jeg er til at spille, så bliver jeg bare så glad inden i – for musik gør meget godt for humøret og velbefindendet – og NU ER DET FORÅR …………………….

……………………………………..og når forårssolen skinner – blir’ jeg ung! 😊

I mange år var Nanny Kragh Mortensen konsulent
indenfor læsning, læse-skrivevanskeligheder og specialpædagogik.
Nu hvor hun har masser af tid bruges den på familien, læsning, maleri, slægtsforskning og Skuldelev-Selsø Multikulturforening og Kaffeklubben i Skuldelev. Nanny bor lige midt imellem Skuldelev og Østby

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »