Ugens klumme af Mette Griffenfeldt Merrald

Ugens klumme af Mette Griffenfeldt Merrald

Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Hornsherred i centrum.

Klumme – forår – genåbning

Det er forår, og alting klippes ned – men når forårssolen skinner, bliver jeg ung – sådan lyder noget af teksten fra Benny Andersens kendte sang: Hilsen til forårssolen. Den passer meget fint lige nu.

Det er forår, og Danmark åbner igen – eller åbner op, som mange siger eller skriver – en ting, der fik Dronning Margrethe til at reagere, da hun var med i Klog på sprog på P1 i anledning af hendes fød-selsdag den 16. april. 

I programmet får man et rigtig godt indblik i Dronningens livslange kærlighed til det danske sprog. Der tales om ord, der forbinder. Også ord, der irriterer. Især når de ikke bliver brugt rigtigt. Som når folk spørger ind til noget – det hedder det ikke, påpeger Dronningen. Man spørger efter, eller bare helt enkelt; man spørger.

Det samme gælder det meget aktuelle og hyppigt brugte udsagn – at åbne op. Det hedder det ikke. Det hedder at åbne eller at lukke op, men åbne op er helt forkert.

Så lad os holde os til, at Danmark åbner igen, og at foråret er på vej, det er der ingen tvivl om. Til trods for, at natten til den 27. april var den koldeste målt i de sidste 40 år. For hver dag springer træerne mere ud, hvide, lyserøde blomster på træerne mod en forårsblå himmel. Påskeliljer, pinseliljer, tulipaner, anemoner i blå og hvid, magnolietræernes smukke blomster står mere og mere brusende, markerne er svagt lysegrønne og rapsen er svagt gul allerede.

Lune tidlige morgener, der med duften minder om langsomme sommermorgener her eller under var-mere himmelstrøg.

Dyrene er i forårsstemning, hjemme hos os er der både kyllinger, killinger og gedekid, og de nyder de varmere dage og ruller sig i solen eller spiser af græsset eller mine nyplantede stedmoderblomster i alle farver i mine krukker.

Jeg er førsteårs vinterbader, og jeg har af den grund fulgt med i naturens skifte på en anden måde. Dagene får en anden betydning, når de ses gennem en vinterbaders briller, for nuancerne mellem vindstyrke, grader og sol får en anden betydning. Vandet bliver målt og er i skrivende stund allerede 10,5 grader, der hvor jeg bader. 

Men i år er der noget særligt over foråret – fordi det følger med en åbning af landet, som er ventet med stor længsel. Det var været en lang vinter, hvor vi ikke har kunnet se særlig mange mennesker eller komme ud i verden eller bare i forretninger eller restauranter. Det kan vi nu lige så stille og roligt. Og hvor føles det befriende at gå ud sammen og spise – som en veninde sagde forleden – ja så er det fuldstændig lige meget, hvad der blev serveret – bare det at sidde på en cafe og spise sammen. Det er som om, vores opmærksomhed skærpes – ting, vi før tog for givet, bliver særlige og værdsatte på en ny måde, og glæden ved at kunne gøre ting, som altid har været en del af ens liv, er stor.

Jeg håber, vi alle kan nyde friheden igen – og samtidig huske at passe på os selv og hinanden, så vi ikke skal lukke helt igen.

Mette Griffenfeldt Merrald er 46 år og har siden 2009 været sognepræst i Kirke Hyllinge og Lyndby.

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »