Ugens klumme af Lisa Salomonsson

0

Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.

En æra er slut

Kort før Danmark blev besat den 9. april 1940, stod Kyndbyværket færdigt og klar til at tage i brug.

Den gang var det et enormt stort kulkraftværk.

Man kan kun gisne om, hvad der ville være sket hvis ikke danskerne havde nået at starte hele værket op før tyskerne kom.

Man påbegyndte derefter opførelsen af huse i forskellige størrelser til alle værkets ansatte. I de mange år der fulgte, voksede byen op omkring værket og blev et lille selvstændigt, velfungerende samfund med 158 huse, diverse forretninger og endda bank, fagforening, tandlæge og frisør, samt en masse fællesskaber og ting at beskæftige sig med i fritiden – alt sammen i forbindelse med værket på den ene eller anden måde.

Årene gik og kullene blev skiftet ud med andre brændselskilder, men forsynede naturligvis stadig hele byen.

Varmen fra værket var gratis i mange år og vi er nok nogle som ryster vantro på hovedet, når vi hører, at det var almindeligt at åbne vinduet i stedet for at skrue ned for varmen! Det var overskudsvarme fra værket, som byen nød godt af.

Uanset varmekilde og uanset tidspunkt, pris og størrelsen på værket, har Kyndbyværket gennem alle årene fra 1940 og stadig den dag i dag forsynet Kyndby Huse med varme.

Dette har meget snart en ende, og vores by skal finde en anden løsning på hvordan de enkelte huse fremover skal opvarmes, for det går jo altså ikke at have en by i Herredet og kommunen helt uden varme!

Et varmeudvalg har igennem temmelig mange år tygget sig igennem muligheder og løsninger, da det er en gammelkendt sag, at værket ikke skal levere varme til os i al evighed og de sidste to år har udvalget arbejdet ekstra intenst da deadline er nær, og byen kører på forlænget varmeaftale. 

Store projekter til mange millioner har været og er i spil, for og imod og også bekymringerne har flydt frit i Facebook gruppen. 

Uanset hvad det ender med, har det været en større udfordring og et sværere arbejde end nogen havde forestillet sig. 

Hvad det ender med af varmeløsning til vores by ved jeg endnu ikke, andet end at den sidste streng af tilhørsforhold mellem Kyndby Huse og det tidligere så mægtige Kyndby Værk snart kappes. 

Jeg ser frem til, at vi i andelsforeningen snart kan sætte et punktum, når en beslutning er vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling, og vi kan komme videre med alle vores andre gode initiativer i vores åndehul her på kanten af Isefjorden.

Lisa Salomonsson

Lisa Salomonsson andelshaver i Kyndby Huse siden 2014, ildsjæl i byen og bl.a. stifter af Madklubben

Deltag i debatten
Share.

About Author