Ud på vandet: Havnens Dag i Kignæs Havn

Ud på vandet: Havnens Dag i Kignæs Havn

KIGNÆS: Havnens Dag byder på masser af gratis maritime oplevelser for hele familien. Der er også tilfældet i Kignæs Havn ved Jægerspris. Havnen er én ud af de omkring 75 danske lystbådehavne, der lørdag den 10. juni åbner havnen for lokalbefolkningen i anledning af Havnens Dag.
Det er første gang, at Kignæs Havn er med i den landsdækkende begivenhed, som sidst år trak mere end hele 60.000 besøgende en tur på havnen.
Havnenes Dag er for alle. Man kan gratis prøve en række forskellige aktiviteter i Kignæs Havn.
Årets tema for Havnens Dag er “Åben Båd”, hvilket betyder, at man i de fleste havne vil kunne komme ombord i en sejlbåd, en motorbåd, en jolle, en kajak, på surfbræt eller på et ‘stand up paddle’-board. Der vil også være aktiviteter til lands, hvor man for eksempel kan spise den klassiske havneisvaffel eller lade børnene deltage i krabbevæddeløb. Det endelige program for Kignæs Havn vil ligge klar til maj.
– Vi er glade for at kunne afholde Havnens Dag for første gang i år. Vi glæder os meget til at byde en masse lokale gæster velkommen på havnen og lover, at vi har spændende aktiviteter klar til dem lørdag den 10. juni, siger Bent Frandsen, der er Kignæs Havns lokale Vild med Vand-tovholder.

Bag om Havnenes Dag
Havnenes Dag er en del af projekt Vild med Vand, som Dansk Sejlunion og Foreningen for Lystbådehavne I Danmark (FLID) står bag.
Projektet har til formål at gøre det lettere for danskerne at udleve sine maritime drømme gennem oplevelser i, på og omkring vandet i lystbådehavnene ved at åbne lystbådehavnene op og gøre dem til lokale samlingspunkter for oplevelser, fællesskab og vandaktiviteter for enhver smag.
Bent Frandsen, der er tovholder for Vild med Vand i Jægerspris kan se gode perspektiver i at gøre Kignæs Havn til et sted, hvor ung som gammel fra lokalområdet kan mødes og dyrke interesser i relation til vand og sejlads.
– Vi tror på, at Havnens Dag kan være med til at vise vores lokale havns herligheder frem og få endnu flere til at få øjnene op for livet på vandet og i lystbådehavnen, hvor der er mulighed for gode oplevelser.
Havne, som afholder Havnens Dag, kan findes på kortet www.vildmedvand.dk

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »