To millioner kroner skal have ben at gå på

To millioner kroner skal have ben at gå på
På Havsmosegaard i Vester Såby har Lene Kierkegaard modtaget LAG-midler til etablering af et økologisk cideri, og naboerne kan allerede nyde de første dråber i marken.

FREDERIKSUND/LEJRE: Der er kort proces hos den nyetablerede LAG Fjordlandet: 1. juni startede LAG koordinator, Charlotte Schwartzlose og 1. september skal LAG Fjordlandet have modtaget håbefulde og gode ansøgninger for mindst to millioner kroner.

– Vi har brug for, at alle i Frederikssund og Lejre kommune hjælper os med at støve de entreprenører og iværksættere op, som vil skabe liv, arbejdspladser og bæredygtig udvikling i vores landdistrikter, lyder opfordringen fra forperson i LAG Fjordlandet, Trine Krebs.

– Og vi kommer rigtig gerne ud til lokale møder og fortæller om LAG Fjordlandet og det at skrive en ansøgning til LAG.

LAG Fjordlandet blev stiftet i juni 2022 og er et EU-finansieret landdistriktsprogram, hvor lokalt demokratisk valgte borgere, politikere og repræsentanter fra erhverv og foreninger, sammen, skal uddele lidt over to millioner kroner til lokal landdistriktsudvikling, hvert år.

LAG Fjordlandet er en forening stiftet i fællesskab mellem Lejre og Frederikssund kommuner.

– Jeg sidder klar ved telefonen, når iværksætterne ringer efter råd og vejledning. Det er ikke nogen simpel proces at søge LAG midler. Men har man et godt projekt, et godt budget, en projektplan og en likviditetsplan, så skal vi sammen nok få skubbet gode projekter over mållinjen, lover Charlotte Schwartzlose.

Alle interesserede kan holde sig orienteret på LAG Fjordlandets hjemmeside: www.lag-fjordlandet.dk.

Her kan alle, der bor eller har cvr nummer i Lejre eller Frederikssund kommune også melde sig gratis ind i LAG Fjordlandet.

Kontakt direkte til LAG koordinator Charlotte Schwartzlose er info@lag-fjordlandet.dk og tlf.: 3117 8820.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »