Tilpasning af kapaciteten i vores børnehuse

Tilpasning af kapaciteten i vores børnehuse
- Dansk Folkeparti er ikke enig i tilgangen ej heller det endelige forslag, skriver Inge Messerschmidt.

Læserbrev

Af Inge Messerschmidt, spidskandidat og gruppeformand Dansk Folkeparti

Så landede sagen på dagsorden for “børn-familier-forebyggelse”.
Dansk Folkeparti har en klar holdning til sagsindstillingen, men også til de kriterier, der er lagt til grund for indstillingen.
Jeg sidder ikke i udvalget, og uanset hvad så er det ikke en rar sag at arbejde med.
Det var en del af budgetaftalen, at der skulle ses på kapaciteten i børnehusene.

Iflg sagsfremstillingen er der “betydeligt flere vuggestuepladser og børnehavepladser end der er behov for. Både nu og i fremtiden er der rigelig kapacitet på dagtilbudsområdet. Derfor tages der fat på tilpasning af kapaciteten og samtidig minimeres vedligeholdelsesudgifter og klimabelastningen.”

I arbejdet med at tilpasse kapaciteten har udvalget taget udgangspunkt i bygningsmæssige, miljømæssige og økonomiske forhold.
Der fremlægges her et forslag, men Dansk Folkeparti er ikke enig i tilgangen ej heller det endelige forslag.
Jeg har selv prøvet at lukke børnehuse i min tid i “uddanelsesudvalget”. Så jeg er klar på, at uanset hvilket børnehus, der udpeges til at skulle lukke, vil det ramme hårdt. Det er aldrig rart, når der skubbes til ens hverdag.
Der vil komme reaktioner. Der er altid mange følelser involveret.
Der er kommet mange og gode høringssvar, og jeg synes, at mange af dem indeholder nogle rigtig gode pointer.

Hvorfor peger man ikke på børnehuse, der har ledige pladser og dermed ikke har venteliste. Dermed ville det ramme færre familier. Altså hvorfor ser man ikke på belægningsgraden?
Hvorfor vægter miljø højere end børn?
Hvorfor afhænger lukningen af Møllevej af nyt børnehus i Vinge?
Man lægger klimamæssige forhold til grund for lukning af Møllevej, men familier vil jo unægteligt skulle køre længere og måske endda i bil for at få børn passet, hvilket er en belastning af klimaet.
Hvorfor foreslår man lukning af børnehuse med vuggestuepladser, når det medfører mangel på vuggestuepladser?
Hvorfor peger man på Tumlebo, der de seneste budgetlægninger har været i farezonen for at blive lukket, men som er blevet fredet hver gang?
Ved lukning af Tumlebo peges på, at børn kan flyttes til bl.a Pilehuset med ekstra bilkørsel til følge. Igen klimabelastning!
Hvorfor vælger man at pege på et lille børnehus, når vi har børn, der har brug for at blive skærmet og være i en lille børnehave?

Og flere spørgsmål.

Vi er alle enige i, at vi skal forholde os til de mange pladser, der ikke er børn til, men indstillingen her er Dansk Folkeparti ikke enig i.

Andre artikler fra denne uge

Nyd sommeren i Fjordlandet


HORNSHERRED: Nedtællingen til sommerferien er i fuld gang. VisitFjordlandet guider til spændende børnevenlige museumsoplevelser, rundvisninger, vikingeeventyr, ferie for voksne, overnatningssteder

Læs mere »