Sønderby samler ind til Ukraine

Sønderby samler ind til Ukraine

Støttekoncert i Sønderby Kulturhus – overskuddet går til Læger Uden Grænser’s livreddende indsats i Ukraine.

SØNDERBY: Normalt kan man få en kop kaffe for en tier i caféen i Sønderbys kulturhus. Men på fredag 25. marts bliver det til ”københavnerpriser”, når kulturhuset slår dørene op for et støttearrangement til fordel for den hårdt prøvede befolkning i Ukraine. 

Til gengæld kan man tage hul på weekenden med musik af The Mes, som i den gode sags tjeneste spiller gratis klokken 15 til 17. Den populære trio – Steen Madsen, Per Karlsson og Erik Herss – kommer til Sønderby med en spritny cd i bagagen. Og mon ikke de også giver deres fredsnummer ”Der er ingen, der vinder en krig”, som også er med på pladen? 

Det er en gruppe af kulturhusets frivillige, der er gået sammen om at stable arrangementet på benene: 

– Det er jo ikke til at holde ud at være vidne til grusomhederne i Ukraine. Man føler sig magtesløs, for hvad kan man gøre? Vi kan jo ikke skyde Putin en kugle for panden, men vi kan da bage en kage og se, om vi kan samle lidt ind ved et arrangement som dette. Vi har valgt at støtte Læger Uden Grænser og hele overskuddet, også entreen på 20 kroner,, går ubeskåret til deres livreddende indsats i Ukraine, fortæller Lene Smith fra initiativgruppen.   

Bliver man ikke mæt af det gode hjemmebag, kan man – efter koncerten – også få sig en skål chili con carne, hvor beløbet også ubeskåret ryger i indsamlingsbøssen.

Fællesspisningen fra klokken 18 kræver dog forudgående tilmelding via Sønderby Kultur-og Bryghus’ facebookside, da deltagerantallet er begrænset. 

Andre artikler fra denne uge

Danmark Spiste Sammen


Fællesspisning af brændende kærlighed – uden rødbeder. SKIBBY: 54 deltagere havde fundet vej til Ældre Sagen Skibbys arrangement i samarbejde

Læs mere »